2.5 – Bliv bedre til at opbygge eksamensbesvarelser

Hvordan opbygger man skriftlige besvarelser? Post.doc. Torsten Bjørn Larsen

Opbygningen betyder meget

I skriftlige eksamensbesvarelser betyder det meget, hvordan besvarelserne er opbygget. Det har blandt andet betydning, hvordan man strukturerer og disponerer stoffet, hvilke spørgsmål man behandler og ikke behandler, og hvordan man argumenterer.

Læs mere her i artiklen.

Identifikation af de relevante problemer og regler

Jura handler om at henføre fakta under juridiske regler og nå frem til et rigtigt resultat. Med en traditionel terminologi drejer jura sig om faktum – jus – subsumtion. Man har et faktisk hændelsesforløb (faktum) som passer ind i nogle juridiske regler (jus). Hvis man holder faktum og jus op mod hinanden (subsumption), når man frem til et juridisk resultat. Det, vi jurister skal kunne, er at finde de relevante regler, der passer på en sag, og bruge dem rigtigt. Vi skal kunne identificere den relevante jus og foretage en korrekt subsumption.

Det gælder også i skriftlige eksamensbesvarelser. Universitetet leverer faktum. De studerendes opgave er at finde jussen og foretage subsumptionen.

Så det man skal i eksamensopgaver er:

  • Man skal identificere de juridiske problemer, opgaven drejer sig om, og finde de regler, der er relevante
  • Man skal argumentere på en overbevisende måde
  • Man skal nå frem til de rigtige resultater

Alle de tre ting, der er nævnt her, har betydning for ens præstation. Nogle universitetslærere beroliger deres studerende med, at det, der betyder noget til skriftlig eksamen, kun er »argumentationen, ikke resultatet«. Det er ikke rigtigt. Sandheden er, at det både betyder noget, om man finder de rigtige regler, argumenterer overbevisende og når frem til nogle holdbare resultater. Hvis de resultater, man når frem til, er forkerte, vil det spille ind på karakteren, uanset hvor godt man argumenterer. Og omvendt, hvis ens argumentation er dårlig, vil det spille ind på karakteren, selvom man når frem til de rigtige resultater. Det hele tæller.

Hvordan identificerer man de relevante juridiske problemer og de relevante juridiske regler?

Det første man skal, når man skal løse en eksamensopgave, er at identificere de juridiske problemer og regler, opgaven giver anledning til. Det kræver juridisk paratviden. Man kan ikke se de juridiske problemer i en sag, hvis ikke man har et eller andet basalt kendskab til de regler, der kan komme i spil. Det er ikke det samme som, at man skal kunne alle regler minutiøst udenad. Nogle af dem kan man slå op. Men man skal have et sådant basalt kendskab til området, at man kan se, hvilke juridiske hovedproblemer opgaven giver anledning til.

Derfor er det selvfølgelig særdeles vigtigt til skriftlig eksamen, at man som studerende kan det stof, man skal op i. Jo bedre man kan det, jo mere er man i stand til at identificere de spørgsmål, opgaven giver anledning til, og de regler, der skal bruges for at besvare dem.

Det stiller igen krav om en hensigtsmæssig studieteknik til skriftlig eksamen. Læs mere i artiklen om studieteknik.

Tjeklister

Men selvom en vis mængde paratviden er nødvendig, når man skal løse juridiske problemer, er det ikke altid nok. Selv jurister, der er eksperter på et område og har beskæftiget sig med det i mange år, kan komme til at overse relevante juridiske aspekter, når de behandler en sag. Det gælder, uanset hvor dygtige og erfarne de er, og uanset om de har skrevet tykke bøger om de juridiske regler, der er relevante i sagen. Alle jurister begår fejl. En af de fejl, vi oftest begår, er at overse et juridisk aspekt.

Især sker det tit, at man som jurist overser, at der er mere end én regel, der passer på et faktum.

Det typiske scenarie er: Man har identificeret et juridisk problem, man har fundet den relevante regel, og man har foretaget subsumptionen. Imidlertid overser man, at der, ud over den regel, man har brugt, findes en anden regel, der også har betydning.

Det scenarie forekommer på alle områder af juraen. Det er særlig drilagtigt i sager, der lægger op til en diskussion af nogle store hovedspørgsmål, og hvor det aspekt, man kommer til at overse, ikke rigtig gør opmærksom på sig selv, men ligesom ligger og gemmer sig.

Eksempel: I en opgave om erstatning uden for kontraktsforhold er problemet, om der er erstatningsansvar for en skade, som en arbejdstager har forvoldt mod arbejdsgiveren. Man diskuterer alle mulige aspekter, herunder culpareglen, DL 3-19-2, om der skal ske »identifikation« mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, bestemmelserne i erstatningsansvarsloven m.m. Til sidst når man frem til et resultat efter alle kunstens regler, med inddragelse af retspraksis og litteratur og det hele. Desværre har man overset, at erstatningskravet er forældet efter forældelsesloven. Man havde så travlt med at fokusere på de store erstatningsretlige problemer, at man glemte at beskæftige sig med den detalje, om der var sket forældelse.

Eksempel 2: I en opgave om ophavsret er spørgsmålet, om det er en ophavsretskrænkelse, at nogen uden tilladelse har fremstillet en telefon, der ligner en iPhone. Man diskuterer derfor længe og intensivt, om en iPhone har tilstrækkelig kunstnerisk originalitet til at være beskyttet som brugskunst, og om sagsøgtes telefon ligner den tilstrækkelig meget til at krænke den. Man inddrager domme fra EU-Domstolen og kaster sig ud i spændende diskussioner om nyere højesteretsdommes forenelighed med EU-retten. Til sidst når man frem til, at en iPhone er et beskyttet værk, og at ophavsretten er krænket. Desværre kommer man til at overse, at iPhonen stammer fra USA, og at det af forskellige grunde, som er behandlet med småt et uventet sted i lærebogen, er tvivlsomt, om amerikansk brugskunst overhovedet kan beskyttes i Danmark. Man havde så travlt med de store, indlysende spørgsmål, at der var en drilagtig detalje, som man kom til at overse.

Dette scenarie rammer ikke kun jurastuderende, men også færdige jurister, og også på områder, de er specialister i. Vi kan alle sammen komme ud for det, uanset hvem vi er. Det skyldes den måde, den menneskelige hjerne arbejder på. Når vi koncentrerer os og fokuserer på noget, har vi en tendens til at overse andre ting, der ligger ude i periferien.

Den bedste måde at forebygge problemet på, også til skriftlig eksamen, er at man dels sørger for at kunne sit stof godt, og dels ved herudover at bruge tjeklister. Det vil sige lister, som man har lavet på forhånd, og som nævner alle de regler, man skal huske at kontrollere, hvis man får en sag/en opgave, der handler om et bestemt juridisk emne. Hvis man f.eks. skal op i købsret, kan der stå på tjeklisten, at man skal huske at tjekke

  • Om der er indgået en gyldig aftale rent aftaleretligt
  • Om leveringen er sket rettidigt
  • Om salgsgenstanden er mangelfuld efter de forskellige bestemmelser i KBL
  • Om der er reklameret rettidigt

Etc., etc.

Tjeklister må gerne være lange og grundige og detaljerede.

Rådet herfra er, at I laver tjeklister inden alle skriftlige eksamener.

Gør det også bagefter, når I bliver færdige jurister. I vil undgå mange fejl, som I ellers kommer til at begå.

Nævn de retsregler, resultaterne udledes af, og lad være med selv at opfinde dem

Det er vigtigt, at man altid nævner de regler, man udleder resultater af. Derimod er det en fejl, som trækker ned, at argumentere for resultater på en måde, så det ikke er klart for læseren, hvad det er for retsregler, man bruger. Det sker, at man som jurist har en klar fornemmelse af det rigtige resultat i en sag, det er bare den rigtige begrundelse, man har svært ved at finde. Hvis det sker i en eksamensbesvarelse, må man ikke falde for fristelsen og nøjes med at nævne resultatet. Den retsregel, det følger af, skal med.

I en opgave om erstatningsret, f.eks., kan det være et spørgsmål, om en skadelidt, der overværede en ulykke og blev så chokeret, at han besvimede og selv kom til skade, kan kræve erstatning fra den, der er ansvarlig for ulykke nr. 1. Det rigtige svar er, at det i visse tilfælde følger af et erstatningsretligt princip om, at skadelidtes interesse skal være værnet, at der kun er erstatningsansvar for chokskader, hvis chokket skyldtes synet af en ulykke, som udsatte den chokramte selv for fare. Derimod kan man ikke få erstatning, hvis man får et chok ved synet af en ulykke, man ikke selv er involveret i. I en opgave om det skal man nævne det erstatningsretlige princip om værnet interesse, gerne med tilføjelse af passende henvisninger til lærebogen og relevante domme. Det er derimod ikke nok bare at sige, at den der fik chokket, ikke kan få erstatning, fordi han ikke selv var i fare.

Det er vigtigt, at det er den rigtige retsregel, man henviser til. Der ses somme tider eksempler på, at desperate og kreative studerende, som ikke kan finde den rigtige regel, selv opfinder et passende juridisk princip, som de kan hænge deres resultater op på. Det er normalt en rigtig dårlig metode.

Besvarelsens struktur

En meget klog kollega plejer at sige, at der er tre betingelser, der skal være opfyldt, før man kan få en høj karakter til skriftlig eksamen på jurastudiet: Struktur, struktur og struktur.

Det er sådan set overhovedet ikke rigtigt. Strukturen ikke jo er det eneste, der betyder noget. Men der er ingen tvivl om, at strukturen er en meget væsentlig faktor, og at den pågældende derfor har ret et meget langt stykke hen ad vejen.

Gode besvarelser skal virke logiske og klare og velstrukturerede.

Behandl delproblemer hver for sig

Skriftlige eksamensopgaver på jurastudiet – og de fleste konkrete sager i det virkelige liv – aktualiserer normalt en række underspørgsmål og delproblemer.

I en eksamensopgave i erstatningsret uden for kontraktsforhold kan det f.eks. være et delproblem, om der er noget ansvarsgrundlag, et andet om der er adækvans, et tredje om skadelidtes interesse overhovedet er værnet.

I en opgave om købsret kan et delproblem være, om der er indgået en gyldig købsaftale, et andet om leveringen er forsinket, et tredje om sælgeren er erstatningsansvarlig for forsinkelsen, etc.

Det er normalt udtryk for en god struktur, hvis man behandler de forskellige delproblemer hver for sig og på en måde, så det hele tiden er tydeligt for læseren, hvor i besvarelsen de forskellige delproblemer behandles. Behandlingen af hvert delproblem kan evt. indledes med en sigende overskrift, f.eks. »Er der indgået en gyldig aftale?«, »Er salgsgenstanden mangelfuld?«, »Følgerne af misligholdelsen« etc.

Hvert delproblem bør så vidt muligt behandles færdigt, før man går videre til det næste. Hvis man i en opgave om købsret skal undersøge, dels om der er indgået en gyldig købsaftale, dels om salgsgestanden er mangelfuld, skal man først gå i gang med det sidste, når man er færdig med det første. Desuden bør spørgsmålet, om der er indgået en gyldig købsaftale, så vidt muligt kun behandles i det afsnit, der handler om det. Det er derimod dårlig struktur, hvis man behandler et delproblem, hvorpå man går over til et nyt, hvorpå man vender tilbage til det første igen og siger lidt om det. Stoffet bør ordnes i veldefinerede, velstrukturerede kasser.

Løsningen af hvert delproblem bør afsluttes med en lille, men klar og tydelig konklusion, så læseren klart og tydeligt kan se, hvad løsningen på de enkelte delproblemer er.

Til sidst i besvarelsen kommer der så en afsluttende hovedkonklusion, f.eks. at der er erstatningsansvar for en skade, eller at køberen kan hæve købet.

Konklusionerne skal være klare

Konklusioner skal være klare og tydelige. Man må ikke være tvivl om, hvad det er, der nås frem til.

Ofte vil opgaverne angå uafklarede spørgsmål, sådan så det er juridisk tvivlsomt, hvad det rigtige resultat egentlig er. Selv i den slags tilfælde bør man i eksamensbesvarelser nå frem til en klar konklusion: Man forklarer, at spørgsmålet er tvivlsomt, men at det efter ens opfattelse er mest korrekt at antage det og det. Det opleves som en form for sikkerhed, og sikkerhed betyder nu engang meget i alle eksamenssammenhænge.

Det sker, at der i en opgavetekst mangler relevante oplysninger, sådan så man ikke som studerende sikkert kan konkludere, om noget forholder sig på den ene eller den anden måde. Det er så meningen, at man skal »løse opgaven alternativt«, dvs. forklare, at hvis det forholder sig på den ene måde, fører det til ét bestemt resultat, hvorimod det, hvis det forholder sig på den anden måde, fører til et bestemt andet resultat.

Det er sjældent, at eksamensopgaver lægger op til den slags alternative løsninger. Normalt er de skrevet sådan, så der kun er én løsning, der er rigtig. Men selv i opgaver, der lægger op til at skulle løses alternativt, skal de alternative løsninger angives klart og tydeligt og ende med klare konklusioner.

Ingen allerede fordi-løsninger

Det sker, at der er flere grunde, der fører til samme resultat. Eksempel: I en sag om købsret er det et spørgsmål, om køberen kan gå fra købsaftalen. Det viser sig, når man analyserer sagen, at det kan han, dels fordi aftalen er ugyldig pga. svig, dels fordi salgsgenstanden lider af en væsentlig mangel, dels fordi sælgeren har gjort sig skyldig i væsentlig forsinkelse.

Færdige jurister elsker sager, hvor den slags sker. De kan nemlig så vælge en »allerede fordi«-løsning, hvor de nøjes med at beskæftige sig med den første regel, der tillader dem at nå frem til resultatet. En dommer, der skal dømme i den ovenstående sag, vil f.eks. kunne sige, at køberen kan gå fra købsaftalen, allerede fordi den er fremkaldt ved svig.

Allerede fordi-løsninger kan være ressourcebesparende og fornuftige for færdige jurister.

I henhold til gammel sædvane er allerede fordi-løsninger derimod forbudt i juridiske eksamensbesvarelser. Hvis tre grunde fører til samme resultat, skal de jurastuderende behandle alle tre grunde for at demonstrere, at de behersker stoffet. Når samme resultat følger af flere forskellige regler, skal man behandle dem alle sammen til bunds.

Kom frem til det væsentlige

Når man argumenterer i skriftlige eksamensopgaver, er det vigtigt, at læseren oplever alt det, man skriver, som relevant og væsentligt. Heri ligger blandt andet:

  • Man bør fatte sig i rimelig korthed og nå frem til sagens kerne passende hurtigt
  • Ens analyse må ikke virke omstændelig og langtrukken
  • Man må ikke dvæle ved uvæsentlige detaljer
  • Det skal virke, som om man hurtigt kommer til sagen og skærer ind til benet
  • Man bør bruge længst tid på det væsentlige og mindre tid på det mindre væsentlige. Det decideret uvæsentlige skal udelades

Hvordan skal man sondre mellem det væsentlige og det uvæsentlige?

Det er selvfølgelig vigtigt, at det stof, man vælger at gå let hen over, rent faktisk er mindre væsentligt. Det er derimod uheldigt, hvis de emner, man anser for uvæsentlige og derfor går let hen over, er nogle, som den, der skal rette ens besvarelse, anser for væsentlige og centrale. Det er derfor vigtigt, at man kan sit stof godt nok til, at man er i stand til sikkert at vurdere, hvad der er væsentligt, hvad der er mindre væsentligt, og hvad der er uvæsentligt.

Tit vil de opgaver, man får til eksamen, være formuleret på en måde, som inviterer én til at fokusere på nogle ganske bestemte, tvivlsomme juridiske problemstillinger. De problemstillinger er så givetvis væsentlige, mens de problemstillinger, der ikke giver anledning til tvivl, ikke er det på samme måde.

Typisk er opgaverne skruet sådan sammen, at man bliver stillet over for et hændelsesforløb og spurgt, hvad de juridiske konsekvenser er. For at tage stilling til det er man så typisk nødt til at undersøge, om en række juridiske betingelser er opfyldt. Nogle af betingelserne vil normalt klart være opfyldt, mens andre giver anledning til tvivl. Blandt de tvivlsomme betingelser er der nogle, der giver anledning til stærk tvivl, og andre, der kun giver anledning til mere moderat tvivl.

I den slags opgaver vil det typisk være et centralt og væsentligt spørgsmål, om de betingelser, der giver anledning til tvivl, er opfyldt. Jo mere tvivl de forskellige kriterier giver anledning til, jo mere centrale er de.

Derimod vil de betingelser, der klart er opfyldt, ikke være centrale på samme måde. I nogle situationer vil de være meget lidt væsentlige eller direkte uvæsentlige.

Eksempel: På Københavns Universitet har de jurastuderende i mange år været udsat for en klassisk øvelsesopgave i erstatningsret. Den handler om en grosserer Holm, der beder sin havemand om at se efter huset og haven og fodre hans hund, mens han er på forretningsrejse. En dag ser havemanden, at et kostbart stueur, der står på en to meter høj reol i stuen, er gået i stå, hvilket gør ham nervøs, fordi grossereren altid højtideligt siger, at den dag uret ikke længere falder i slag, vil hans hjerte også ophøre med at slå. Havemanden henter en stige for at klatre op og trække uret op, men dels pga. sin høje alder, dels fordi han har nydt »et par snapse« til frokost, falder han og river uret med i faldet. Hunden skærer sig på glasskårene og bløder på gulvtæppet, og grosserer Holm får udgifter både til reparation af uret, rensning af tæppet og dyrlægeregningen. De studerende skal så give en »begrundet redegørelse« for de erstatningsretlige spørgsmål.

Hvis havemanden skal ifalde erstatningsansvar, er der som bekendt en række erstatningsbetingelser, der skal være opfyldt:

  • Der skal foreligge et ansvarsgrundlag
  • Der skal være årsagssammenhæng
  • Der skal være adækvans
  • Der skal være lidt et tab
  • Tabet skal være værnet
  • Der må ikke foreligge objektive ansvarsfrihedsgrunde (egen skyld/accept af risiko)

Hvis de betingelser er opfyldt, er havemanden erstatningsansvarlig. Man kan så desuden diskutere, om hans ansvar skal lempes efter erstatningsansvarslovens § 24.

Opgaven er formuleret på en måde, så den lægger op til, at der er visse ting, der skal diskuteres i bund, mens der er andre, man kan gå lettere hen over .

De centrale, tvivlsomme grundspørgsmål i opgaven er selvfølgelig, dels om manden har handlet culpøst, dels om der er adækvans. Det skal derfor behandles på en reel og tilbundsgående måde.

Det giver også mening at diskutere, om mandens ansvar kan lempes efter erstatningsansvarslovens § 24. Spørgsmålet er dog på den anden sige nok ikke lige så centralt som spørgsmålet, om der er culpa og adækvans.

Det kan vel også være værd at diskutere, om skadelidte har udvist egen skyld ved at overlade pasningen af hunden til en svagelig ældre herre. Svaret er dog ret sikkert, at det ikke er udtryk for egen skyld.

Det er endelig helt givet, at betingelserne om, at der skal lidt et tab, og at der skal være årsagssammenhæng, er opfyldt. Opgaven lægger derfor ikke rigtig op til, at man skal beskæftige sig længe og intensivt med det.

I den case, der er nævnt ovenfor, er det altså centralt og væsentligt, om der er culpa og adækvans.

Det er også relevant, men ikke helt så vigtigt, at diskutere, om mandens ansvar kan nedsættes efter erstatningsansvarsloven.

Det er også relevant, men endnu mindre væsentligt, om skadelidte har udvist egen skyld.

Det er ikke centralt og væsentligt, om der er årsagssammenhæng, og om der er lidt et tab.

Hvis man som jurastuderende får opgaven med den gamle mand og hunden til eksamen, skal man i sit hoved i al stilhed gennemgå alle erstatningsbetingelserne, mens man sidder i forberedelseslokalet. Når man skriver besvarelsen, derimod, skal man ikke nødvendigvis gennemgå dem alle sammen lige grundigt. Det vil kunne være bedre, hvis man går dybere ind i nogle af betingelserne end i andre:

  • Spørgsmålet, om der er culpa og adækvans, er centrale. Man skal derfor nævne, at det er dem, der spiller hovedrollen i opgaven, man skal hurtigt i gang med dem, og man skal behandle dem grundigt og tilbundsgående
  • Spørgsmålet, om ansvaret kan lempes efter § 24, er også ret relevant, og skal derfor behandles, men ikke så grundigt som spørgsmålet om der er culpa og adækvans
  • Spørgsmålet, om der er egen skyld hos skadelidte, skal behandles, men det skal gå hurtigt, og man behøver ikke gå meget dybt ind i det
  • Spørgsmålet, om der er årsagssammenhæng, og om der er lidt et tab, skal overstås lynhurtigt

Hvilken rækkefølge skal ens argumenter komme i?

Det er altså generelt hensigtsmæssigt at prioritere stoffet, sådan så man bruger mere energi på de væsentlige end på de uvæsentlige ting. Næste spørgsmål er, hvilken rækkefølge de forskellige dele af ens argumentation skal komme i.

Når man som jurist analyserer et juridisk stof, er der i meget vidt omfang tale om, at man undersøger, om en eller flere juridiske betingelser er opfyldt eller ej.

Det forholder sig på samme måde inden for andre juridiske discipliner. En retsfølge indtræder altid kun, hvis en – eller typisk flere – juridiske betingelser er opfyldt.

Derfor er spørgsmålet om, hvilken rækkefølge ens argumenter skal komme i, i meget vidt omfang et spørgsmål om, hvilke juridiske betingelser man skal undersøge først.

På nogle juridiske områder findes der kutymer, der går ud på, at de juridiske betingelser skal behandles i en bestemt rækkefølge. I nogle tilfælde skyldes de traditionen, f.eks. når man lærer jurastuderende, at de erstatningsretlige betingelser hedder 1. culpa, 2. årsagssammenhæng, 3. adækvans, 4. tab, 5. værnet interesse, 6. fravær af ansvarsfrihedsgrunde.

På andre områder kan de ske, at nogle juridiske betingelser forekommer at lede logisk frem til andre betingelser, sådan så det virker naturligt at behandle de førstnævnte før de sidstnævnte. I sager om mangler i løsørekøb, f.eks., vil man normalt finde det naturligt at bruge følgende rækkefølge: 1. er der indgået en gyldig aftale?, 2. er salgsgenstanden mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 1/nr. 2/nr. 3/nr. 4? 3. Har køberen reklameret rettidigt? etc. Derimod vil man nok opleve denne rækkefølge som mindre naturlig: 1. Har køberen reklameret rettidigt? 2. Er salgsgenstanden mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4/nr. 3/nr. 2/nr. 1, 3. Er der indgået en gyldig købsaftale?

Når man til eksamen skal analysere et problem, og der findes en kutyme om, at de forskellige betingelser skal behandles i en bestemt rækkefølge, vil det vel normalt være hensigtsmæssigt at følge kutymen. På områder, hvor de forskellige betingelser forekommer at lede logisk frem til andre betingelser, vil det naturlige udgangspunkt være, at man behandler de forskellige betingelser i logisk rækkefølge, jf. ovenfor.

Men det vil også kunne være en mulighed at bryde med traditionen og i stedet behandle de forskellige betingelser ud fra, hvor centrale og væsentlige de er for den case, man skal løse, sådan så man starter med de væsentlige, tvivlsomme betingelser. I nogle tilfælde vil det kunne være en meget elegant måde at gøre det på.

Undgå udførlig genfortælling af opgavens faktum

Når man vil forklare andre mennesker om, hvordan man mener, et juridisk problem skal løses, er det selvfølgelig vigtigt, at de pågældende ved, hvad det pågældende problem går ud på. Derfor er der mange jurastuderende, der indleder deres besvarelse med at opsummere, hvad opgaven drejer sig om. På samme måde er der mange, der opsummerer dele af opgavens faktum, når de behandler opgavens delproblemer.

De, der skal rette jeres besvarelser, har opgaven liggende foran sig og ved godt, hvad den handler om. Udførlig genfortælling af, hvad der står i opgaven, er derfor ikke til nogen hjælp for dem. Derimod opleves udførlige referater let som uvæsentlige, overflødige omsvøb, der ikke bidrager positivt til bedømmelsen.

Det er derfor vigtigt, at man nøjes med at gengive opgavens oplysninger kort og klart. Langstrakt, udførlig genfortælling opleves derimod som uhensigtsmæssig systematik. Det er tilstrækkeligt, at man kort og klart nævner, hvad de problemer, der skal løses, går ud på.

Undgå udførlige diskussioner af irrelevante spørgsmål

Decideret uvæsentlige spørgsmål skal overstås på en halv sætning eller helt udelades. De må ikke behandles udførligt. Det opleves som uhensigtsmæssig struktur og trækker ned, hvis en besvarelse bruger tid og plads på evident irrelevante spørgsmål.

Et eksempel: I opgaverne i immaterialret, sommer 2013, havde hovedpersonen Uwe Urheber (hvis navn er særdeles vittigt af grunde, der er redegjort for andetsteds på hjemmesiden) udgivet et firebindsværk på et forlag. Spørgsmålet var så, om det ville krænke hans ophavsret, hvis forlaget uden tilladelse udgav et bind 5, skrevet af en anden forfatter. Det fik nogle til at skrive, f.eks.:

»Før det bliver relevant at diskutere, om forlaget overtræder ophavsretsloven, er det interessant at undersøge, hvilken betydning det har, at værket er udgivet på forlaget. Helt konkret kan det overvejes, om dele af ophavsretten er gået over til forlaget efter regler om ophavsret i ansættelsesforhold. Når bortses fra retten til edb-programmer findes disse regler ikke i ophavsretsloven, men udledes af principper udviklet i retspraksis. I henhold til disse ulovbestemte principper får arbejdstageren i fravær af anden aftale kun de dele af ophavsretten, der på værksfrembringelsestidspunktet var nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Det er for det første en betingelse for, at ophavsretten går over til arbejdsgiveren, at værket er skabt som led i ansættelsesforhold. Det indebærer, at der skal være tale om et egentligt ansættelsesforhold, dvs. en juridisk tilstand, hvor den ene part er ansat, den anden arbejdsgiver. I den konkrete situation er der ikke noget der indikerer, at dette skulle være tilfældet. Ophavsretten er således fortsat hos Uwe Urheber, der blot har givet forlaget lov til at fremstille og sprede eksemplarer af de gældende bind.«

Flot ser det jo ud. Desværre indeholdt opgaveteksten ikke noget som helst om, at Uwe Urheber skulle være »ansat« på forlaget, og derfor var diskussionen om ophavsret i ansættelsesforhold ikke interessant, men helt overflødig. Det trak derfor ned at behandle spørgsmålet indgående, også selvom man efter en tid nåede frem til, at Uwe Urheber ikke var ansat.

Undgå lange, omstændelige redegørelser for reglerne

Når man i en eksamensbesvarelse analyserer et juridisk problem, skal man nævne de relevante regler, og henvise til de relevante retskilder.

Læs mere om den måde, man henviser korrekt til retskilder på, i artiklen Bliv bedre til at henvise til retskilder i skriftlige eksamensbesvarelser.

Ud over selve henvisningen, f.eks. til en lov eller en bog, skal man omtale reglerne og forklare, hvad de går ud på.

Man skal i den forbindelse skrive ud fra det udgangspunkt, at den, der skal læse og rette besvarelsen, er en jurist, som allerede har kendskab til reglerne. Det er derfor vigtigt, at ens omtale af reglerne er kort og klar. Det, der skal omtales, er kun lige præcis de regler, der er relevante for løsningen af problemet. Derimod ønskes der ikke brede, lærebogsagtige skildringer af retsområdet. Der er ingen grund til at være langstrakt og omstændelig. Det er bedre, at man skærer ind til benet og kommer til sagen.

Det er der erfaringsmæssigt mange jurastuderende, der ikke er bevidste om. Mange eksamensbesvarelser indeholder tværtimod lange, omstændelige redegørelser for, hvad de forskellige regler går ud på. En hel del jurastuderende har tilsyneladende fabrikeret dem hjemmefra og haft dem med på deres computer. Muligvis er der endda jurastuderende, der udveksler præfabrikerede redegørelser i læseferien og »cutter« og »paster« dem ind i eksamensbesvarelserne.

Men det, der giver noget til skriftlig eksamen, er ikke den studerendes evne til at sætte omstændelige præfabrikerede redegørelser ind i besvarelserne. Det, man måler, er derimod vedkommendes evne til at løse et juridisk problem på en klar og præcis og velstruktureret måde. Lange, udførlige redegørelser for, hvad reglerne går ud på, modvirker meget let det indtryk af god struktur, som en besvarelse skal efterlade hos læseren. De virker tit som overflødige omsvøb, som noget, der viser, at den studerende er for lang tid om at komme til sagen. I nogle tilfælde kan man ovenikøbet tydeligt se, at de indsatte redegørelser er nogle, der studerende har haft med hjemmefra, f.eks. fordi de er gengivet med en anden skriftstørrelse end den øvrige tekst. Det gør ikke noget godt indtryk.

Rådet herfra er, at I undlader at medbringe præfabrikerede redegørelser for reglerne til eksamen. Redegør hellere kort og præcist for, hvad reglerne går ud på.

Eksempel: Til eksamen i erstatningsret bliver de studerende præsenteret for den klassiske opgave, hvor en ældre overtroisk havemand, der er sat til at passe sin arbejdsgivers hund, vælter et kostbart ur ned fra en hylde efter at have nydt et par snapse til frokost, og så skærer arbejdsgiverens hund sig på glasskårene og bløder på det kostbare gulvtæppe.

Nogle jurastuderende vil, når de får opgaven, lægge ud med en lang, eventuelt præfabrikeret redegørelse for de erstatningsretlige grundbetingelser. De vil f.eks. forklare, at der jo på ulovbestemte områder gælder en culparegel, der går ud på, at man hæfter for forsætlige og uagtsomme skader. Ved vurderingen af, hvad uagtsomhed er, tager man udgangspunkt i et bonus pater-kriterium, der lader det være afgørende, om skadevolderens adfærd afviger fra den, der kunne forventes udvist af en bonus pater familias. Man sondrer i den forbindelse mellem simpel og grov uagtsomhed, og ved simpel uagtsomhed forstår man det og det, mens man ved grov uagtsomhed forstår det og det. Ud over at der skal være et ansvarsgrundlag, forudsætter erstatningsansvar, at en række yderligere betingelser er opfyldt. Disse er kausalitet, adækvans, værnet interesse … etc., etc. Først på side 2 kommer man frem til, om den ældre herre har handlet culpøst.

Det er ikke en optimal struktur at starte ud med en sådan redegørelse. Det vil normalt være bedre at komme til sagen, skære ind til benet og gå direkte til spørgsmålet, om manden har handlet culpøst eller ej. Analysen bør tage udgangspunkt i, at den, der skal rette opgaven, godt kender de erstatningsretlige grundbetingelser og derfor ikke har brug for nogen lang redegørelse for dem.

En mulighed er f.eks. at skrive:

»Ansvarsgrundlag:
Spørgsmålet er, om skadevolderen er erstatningsansvarlig efter culpareglen. Efter retspraksis er culpabedømmelsen normalt temmelig restriktiv, og der skal normalt ganske meget til, før skader forvoldt ved beklagelige »uheld« o.l. anses for hændelige, jf. nærmere lærebogen s. 313 ff. I den foreliggende sag taler det for culpa, dels at skadevolderen var en ældre svagelig herre, dels at han havde nydt et par snapse til frokost, inden han gik op på stigen. I lyset af den restriktive måde, culpaprincippet administreres på i dansk ret, kan der ud fra disse oplysninger ikke være reel tvivl om, at skadevolderen har handlet culpøst. Betingelsen om, at der skal være et ansvarsgrundlag, er derfor opfyldt.«

Man kan også gøre det på mange andre måder. Det afgørende er, at man kommer til sagen.

Eksempel 2: De studerende i immaterialret fik i sommeren 2013 en opgave, hvor Uwe Urheber tog nogle billeder af Helle Thorning Schmidt på ministerkontoret. Spørgsmålet var så blandt andet, om det var en krænkelse af Uwe Urhebers rettigheder til billederne, at en avis bragte dem uden at spørge ham.

Mange besvarelser blev indledt i stil med dette:

»Det skal for det første underøges, om billederne har ophavsretlig beskyttelse. Dette skal ske ud fra to kriterier: For det første, om der er tale om et værk i ophavsretlig forstand, jf. OHL § 1, og for det andet, om værket opfylder det ophavsretlige originalitetskrav.

Ad definition af et værk

Ifølge OHL § 1 har skaberen af et litterært eller kunstnerisk værk ophavsret til værket. Der bliver således sondret mellem litterære værker og kunstneriske værker. Der findes tre slags litterære værker, nemig sprogværker, jf. OHL § 1, stk. 1, såkaldte beskrivende værker, jf. stk. 2 og edb-programmer, jf. stk. 3. Der findes endvidere to slags kunstneriske værker, dels de egentlige kunstværker og dels en række værker, der ikke er egentlige kunstværker, men dog kunstneriske.

Da der er tale om tre fotografier er der tale om et kunstnerisk værk, som er omfattet af OHL § 1.

Ad originalitetskravet

Originalitetskravet fremgår ikke af ophavsretsloven, men udledes af retspraksis og juridisk litteratur. For at et værk kan anses for originalt skal det være frembragt ved ophavsmandens personligt skabende indsats. Det indebærer, at værket dels skal være »skabt« af ophavsmanden, og dels at skabelsen er sket på en måde, der afspejler kreativitet. Ved vurderingen af det tages der udgangspunkt i et dobbeltskabelseskriterium, der går ud på, at et værk er originalt, hvis det er usandsynligt, at flere ophavsmænd kunne have skabt det uafhængigt af hinanden, jf. nærmere Rottenheimer, Immaterialret, 3. udgave, s. 13 (IMR).

Det bliver i opgaven oplyst, at billederne bliver taget af Helle Thorning, hvor hun henholdsvis sidder i en Børge Mogensen stol, holder sin iPhone 5 og står med sin Hermes taske. Der er således tale om portrætbilleder af Helle Thorning, og dette skal derfor undersøges, om et fotografisk portrætbillede kan have ophavsretlig beskyttelse som et kunstværk …«

Etc., etc., etc.

Redegørelsen ovenfor er næsten en lille lærebog i ophavsret. Den er alt, alt for lang. Det havde været bedre at skrive, f.eks.:

»Ophavsretslovens § 70 beskytter alle former for fotografier som fotografiske billeder. Herudover beskyttes billeder, der opfylder originalitetskravet, som »fotografiske værker« efter § 1, jf. nærmere lærebogen s. 102 ff. Det er ud fra opgavens sparsomme oplysninger vanskeligt at vurdere, om originalitetskravet er opfyldt, men Uwe Urhebers billeder er under alle omstændigheder beskyttet af § 70.«

Man kan også gøre det på andre måder. Det afgørende er, at man udtrykker sig kort og klart, og at man skriver ud fra det udgangspunkt, at den, der skal rette opgaven, har kendskab til reglerne i forvejen.

  • Undgå lange, udførlige, lærebogsagtige redegørelser for de regler, der skal bruges i besvarelsen
  • Gå ud fra, at den, der skal rette opgaven, er jurist, og at han eller hun i forvejen har kendskab til retsområdet
  • Giv kun et ganske kort referat af de relevante regler
  • Fokuser kun på de regler, I skal bruge for at løse det problem, I er i gang med

Undtagelse:

For svage studerende, der ikke rigtig kan stoffet og derfor skal være glade for at bestå med en nogenlunde hæderlig karakter, kan det måske ikke udelukkes, at de somme tider kan score nogle points på lange, lærebogsmæssige redegørelser for reglerne. Måske vil nogle opgaverettere mene, at lange lærebogsmæssige redegørelser kan trække lidt op, fordi man kan trods alt kan se, at den studerende i det mindste kan nogle regler og er i stand til at referere dem. Men rådene ovenfor er vigtige, hvis man sigter nogenlunde højt. Hvis man vil skrive en god bevarelse og få en velfortjent god karakter for den, skal man komme til sagen og lade de lange lærebogsagtige redegørelser blive hjemme.

Hvordan laver man en god besvarelse? Morten Rosenmeier interviewer professor Thomas Riis

Hvordan får man en god struktur? Journalist Peter Rundle interviewer lektor Birgit Liin

Argumentationen bør være logisk og klar

Det er vigtigt, at den argumentation, man har i sin besvarelse, er af høj juridisk kvalitet. Heri ligger ikke alene, at den skal inddrage de relevante retsregler og henvise til dem på den rigtige måde. Det er også et krav, at selve argumentationen virker letforståelig og overbevisende. Det stiller krav om, at man bruger et hensigtsmæssigt, klart sprog i besvarelsen. Læs mere om det i artiklen Sproget til skriftlig eksamen. Men det er ikke nok, at sproget er klart. Selve argumentationen, de logiske slutninger, de juridiske ræsonnementer, skal være logiske og klare.

  • Sørg for at det, I det, I skriver, er klart og forståeligt
  • Sæt jer i læserens sted. Alle argumenter, I kommer med, skal kunne forstås uden vanskelighed
  • Der må ikke være logiske uklarheder i argumentationen. Den skal være klar og tydelig fra start til slut

Det er også vigtigt, at ens argumentation er reel og informativ. Heri ligger bl.a., at ens subsumptioner – altså henførelsen af opgavens oplysninger under de relevante regler – er reelle, logiske og overbevisende. Man skal som læser mene, at når man holder faktum op mod reglen, fører det logisk til det resultat, besvarelsen siger er rigtigt. Det er derimod ikke nok at nævne reglen og opsummere faktum og så postulere, at de medfører en retsfølge.

Eksempel: I den tidligere nævnte eksamensopgave med den gamle mand og uret er det bl.a. et spørgsmål, om manden har handlet culpøst ved at gå op ad den vakkelvorne stige efter at have indtaget et par snapse til frokost. Det er så ikke nok at forklare, f.eks.:

»Efter culpareglen er der et ansvarsgrundlag for skader, der forvoldes forsætligt eller uagtsomt. Uagtsomhedsvurderingen tager udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd afviger fra den, man ville forvente af en ansvarlig »bonus pater familias«. I den foreliggende sag har manden handlet culpøst, idet hans adfærd må karakteriseres som uagtsom.« Denne argumentation er intetsigende, fordi vi ikke hører noget om, hvorfor manden har handlet uagtsomt. Der er kun nævnelse af reglen og resultatet. Der er ingen overbevisende subsumption. Argumentationen er intetsigende og tom.

Et andet eksempel: I en eksamensopgave i immaterialret havde Uwe Urheber udgivet et firebindsværk på et forlag. Spørgsmålet var så, om det ville krænke hans ophavsret, hvis forlaget uden tilladelse udgav et bind 5, skrevet af en anden forfatter. Nogle studerende indledte med at diskutere, om Uwe Urhebers værk var ophavsretligt beskyttet. De skrev f.eks.: »For at et produkt kan få ophavsretlig beskyttelse, skal to betingelser være opfyldt. Dels skal produktet være originalt, og dels skal det efter sin art kunne karakteriseres som litterært eller kunstnerisk. I originalitetskravet ligger, at værket skal være skabt ved ophavsmandens personlige, skabende indsats. Det indebærer bl.a., at værket skal være skabt af ophavsmanden, og at ophavsmanden var kreativ, da han skabte værket. Det må ud fra de oplysninger, som er givet i opgaven, lægges til grund, at værket er litterært, da der er tale om en bog, og at det er originalt, da det er skabt af UU.« Man kan ikke sige, at analysen af originalitetsspørgsmålet afspejler en overbevisende subsumption. Det, at bogen er skrevet af Uwe Urheber, er jo ikke det samme som, at den er skabt ved kreativitet. Subsumptionen er tom.

Opsummering

  • Gør gerne brug af tjeklister
  • Hav en hensigtsmæssig struktur. Behandl de forskellige delproblemer hver for sig og følg dem til dørs med små klare konklusioner
  • Undgå allerede fordi-løsninger
  • Kom til sagen og fokuser på det væsentlige
  • Giv det mere væsentlige mere plads end det mindre væsentlige
  • Undlad udførlig genfortælling af opgavens faktum
  • Undlad udførlige, lærebogsagtige gengivelser af juridiske reglers indhold
  • Undlad at diskutere irrelevante spørgsmål
  • Tilstræb en logisk og klar og reel argumentation