2.4 – Bliv bedre til at henvise til retskilder i skriftlige besvarelser

Hvordan henviser man korrekt til retskilder? Lektor Birgit Liin

Henvisninger er vigtige

Skriftlige eksamensbesvarelser skal indeholde henvisninger til relevante retskilder. Henvisningerne skal være:

  •  Grundige og mange, sådan så læseren ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, hvilke retskilder man udleder sine resultater af
  • Præcise, sådan så man uden besvær kan forstå, hvad det er, der henvises til
  • Skrevet i overensstemmelse med almindelige principper for, hvordan henvisninger skal se ud

Få råd om, hvordan man henviser i skriftlige eksamensbesvarelser, her i artiklen.

Hvornår skal man henvise og til hvad?

Hvornår, hvordan og hvor tit man skal henvise til retskilder i en juridisk tekst afhænger af tekstens art. Det gør bl.a. en forskel, om teksten retter sig mod jurister eller mod ikke-jurister. I tekster, der retter sig mod ikke-jurister, plejer man traditionelt ikke at henvise lige så meget som i tekster, som jurister skriver til fagfæller. Danske domme plejer f.eks. kun at indeholde henvisninger til love og forarbejder, men ikke til tidligere domme eller til juridisk litteratur.

I tekster, som jurister skriver til andre jurister, skal der derimod være grundige henvisninger til de retskilder, man udleder sine resultater af. Det gælder blandt andet i eksamensbesvarelser.

Man skal her som gylden regel henvise til alle de retskilder, der er relevante i ens juridiske argumentation, herunder skrevne regler i love og bekendtgørelser mv., juridiske principper, domme, forvaltningsafgørelser, ombudsmandsudtalelser og juridisk litteratur etc.

En retskilde er typisk relevant i ens argumentation, fordi den indeholder en relevant regel. I en opgave om erstatningsret, hvor man skal afgøre, om skadevolderen har handlet culpøst, skal man f.eks. henvise til culpareglen, og i en opgave i købsret, hvor man skal afgøre, om salgsgenstanden er mangelfuld, skal man henvise til købelovens § 76.

En retskilde er også relevant i situationer, hvor den pågældende retskilde drejer sig om den måde, man skal fortolke en anden retskilde på. I en opgave, der drejer sig om, hvorvidt et barn på 2 år er erstatningsansvarlig efter culpareglen, er det f.eks. relevant at henvise, ikke alene til culpareglen, men også til litteratur og retspraksis, der handler om, hvornår små børn er omfattet af den. Eller i en opgave i ophavsret, der handler om, hvorvidt et værk er originalt nok til at kunne beskyttes af ophavsretslovens § 1, kan det være relevant at henvise både til de domme fra EU-Domstolen, der handler om, hvornår et værk er kreativt i ophavsretlig forstand, og til lærebogens afsnit om originalitetskravet.

Man skal i eksamensbesvarelser som gylden regel henvise hver gang der kommer en retskilde, der betyder noget i ens argumentation. Det betyder, at en god eksamensbesvarelse indeholder mange og grundige henvisninger.

Henvis præcist

Henvisningerne til retskilder skal være præcise. Det vil sige, at læseren, hvis han eller hun af en eller anden grund vil slå henvisningerne efter, let skal kunne finde det, man henviser til, udelukkende på grund af ens henvisning. Det må ikke være nødvendigt for vedkommende at skulle foretage yderligere undersøgelser for at finde det, man henviser til.

Det er f.eks. ikke en præcis henvisning, hvis man i en opgave skriver, at »Det ophavsretlige krav om originalitet er mildt, jf. EU-Domstolen«. Den henvisning sætter ikke læseren i stand til let at finde de domme, det drejer sig om. (Og man kan i øvrigt ikke bruge »jf«. på den måde. Se nedenfor.)

Det er heller ikke en præcis henvisning at skrive »børn kan kun anses for erstatningsansvarlige efter culpareglen, når de er fyldt 2-3 år, jf. retspraksis«. Henvisningen gør det ikke muligt for læseren selv at finde den retspraksis, det drejer sig om. Henvisningen bør nævne, hvad det er for domme, det drejer sig om, og eventuelt også det afsnit i lærebogen, hvor den pågældende retspraksis gennemgås.

Det er heller ikke nok at henvise til »teorien«, »nyere teori« el.lign. Der skal nogle præcise titler og sidetalshenvisninger på bordet.

Hvordan skal man skrive henvisningen?

Undgå at henvise på flade, talesprogsagtige måder. Skriv f.eks. ikke »lærebogen siger, at …« eller »Bryde Andersen synes, at …«. De, der skal rette jeres opgaver, vil ikke kunne lide det. Brug hellere en mere faglitterær, formel tone, også når I henviser.

Man kan skrive en henvisning på mange forskellige måder.

Når det drejer sig om henvisninger til lovregler, juridiske principper og domme, kan man evt. skrive »i medfør af«, »i henhold til«, »ifølge«, »efter« eller »Det følger af«. Eksempler: »I henhold til købelovens § 76 er salgsgenstanden mangelfuld, hvis …« eller »Efter det almindelige adækvanskriterium er en skade adækvat, hvis …«.

Ved henvisninger til juridisk litteratur kan man evt. skrive »Det antages i …«, »Som antaget af …«, Som anført i …«, »NN gør gældende, at …«, »Som beskrevet i …«, etc.

Det antages/det må antages

Bemærk, at der som nævnt i artiklen Få et bedre sprog til skriftlig eksamen er forskel på, om man indleder en henvisning ved at skrive »det må antages« eller »det antages«.

»Det må antages« vil sige, at man selv mener, at noget er på en bestemt måde, f.eks. hvis man skriver, at »det må antages, at aftalen er ugyldig«.

»Det antages«, derimod, vil sige, at jurister generelt mener, at noget er på en bestemt måde, f.eks. hvis man skriver, at »det antages, at de svage ugyldighedsgrunde er stærke i forhold til gaveløfter«.

Der er samme forskel på »Det må anses for« og »det anses for«. »Det må anses for« vil sige, at man selv anser noget for at forholde sig på en bestemt måde, »det anses for« betyder, at jurister generelt gør det.

»Jævnfør«

Jurister henviser tit ved hjælp af ordet »jævnfør«, forkortet »jf.«, »jf.« eller evt. »jvf.«

Ordet jævnfør er bydemåde af udsagnsordet at jævnføre. Det er et eksempel på et gammeldags udtryk, som har overlevet i det juridiske skriftsprog efter at være gledet mere eller mindre ud af resten af det danske sprog. At jævnføre betyder at se eller at sammenligne. Hvis man siger, at noget er sådan og sådan, jf. en vis retskilde, betyder det, at man opfordrer læseren til selv at slå retskilden efter.

F.eks. betyder »Jf. § 2« det samme som »Se § 2«. Hvis der f.eks. står »urimelige aftaler kan tilsidesættes, jf. aftalelovens § 36« betyder det »urimelige aftaler kan tilsidesættes, se aftalelovens § 36«.

Der er mange jurastuderende, og endda også visse færdige jurister, der tror, at jævnfør betyder »ifølge« eller »i henhold til«. Det gør det ikke. Det er bydemåde af verbet at jævnføre, og når det bruges i forbindelse med henvisninger til retsregler, betyder det »se«.

Man kan derfor ikke sige f.eks. »Jf. aftalelovens § 36 kan urimelige aftaler tilsidesættes«. Det er det samme som at sige »Se aftalelovens § 36 kan urimelige aftaler tilsidesættes«.

Man kan heller ikke sige »Jf. købelovens § 76 er salgsgenstanden mangelfuld«. Det betyder »Se købelovens § 76 er salgsgenstanden mangelfuld«.

Derimod kan man sige »Urimelige aftaler kan tilsidesættes, jf. aftalelovens § 36« eller »salgsgenstanden er mangelfuld, jf. købelovens § 76«.

Sætninger kan normalt ikke indledes med »Jf.« som det første ord. Man skal i stedet skrive »ifølge«, »i henhold til«, »i medfør af«, »efter« el.lign.

Hvor skal henvisningen stå?

Når man henviser til en retskilde, skal henvisningen stå i rimelig sammenhæng med ens omtale af retskilden. Hvis man først omtaler et faktum, derefter den relevante regel og derefter det resultat, man når frem til, bør henvisningen til den retskilde, reglen udledes af, normalt komme lige før eller efter ens omtale af reglen, og ikke først, når man er nået frem til resultatet.

Eksempel: De studerende i immaterialret på Københavns Universitet fik vinter 2012 en opgave, hvor hovedpersonen Uwe Urheber muntert sang Socialdemokratiets kampsang »Når jeg ser et rødt flag smælde« i bussen. Det skulle diskuteres, om det var en ophavsretskrænkelse i forhold til komponisten og tekstforfatteren. Svaret var, at det var det ikke, fordi det at synge i bussen falder ind under et ulovbestemt princip »de minimis non curat lex«, dvs. »retten er ligeglad med bagateller«. Princippet er behandlet i fagets lærebog, Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret s. 264 ff.

(Uwe Urheber er i øvrigt altid med i opgaverne i immaterialret på KU. Det er, fordi Urheber betyder ophavsmand på tysk. Vi lærere på faget håber, at de studerende påskønner denne lille vits og nyder den lige så meget, som vi gør).

En studerende skrev:

»Der findes en ulovbestemt undtagelse i ophavsretten ved navn princippet »de minimis non curat lex«, dvs. »retten er ligeglad med bagateller«. Uwe Urhebers afsyngelse af kampsangen skyldes ikke kreativitet fra hans side, eller at han ønsker at demonstrere, hvor god en stemme han har. Ej heller synger Uwe med intentionen om personlig økonomisk vinding, men udelukkende af begejstring ved tanken om den forestående opgave. Denne bagatelagtige værksudnyttelse må være tilladt, uden at tilladelse fra ophavsmanden er nødvendig, jf. Morten Rosenreimer m.fl., Immaterialret, 3. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 255«.

Det havde her været mere nærliggende at indsætte henvisningen til lærebogens omtale af de minimis-princippet allerede efter første sætning i stedet for at vente til sidst. (Henvisningen til lærebogen er i øvrigt mangelfuld af flere andre grunde. Se afsnittet om henvisninger til bøger nedenfor).

Henvisninger til love, bekendtgørelser, EU-forordninger o.l.

I de juridiske tekster, I jurastuderende skal skrive som færdige jurister, vil det somme tider være mest korrekt og naturligt, at henvisninger til love og andre regler indeholder numre og årstal, så læseren bedre kan finde dem.

I eksamensbesvarelser er det derimod kutyme at omtale lovstof – f.eks. love, bekendtgørelser, EU-forordninger og EU-direktiver – ved deres populære kaldenavne, og det virker underligt, hvis man gør mere ud af det. I en opgave om købsret er det f.eks. nok at henvise til »købeloven«. Der er ingen grund til at kalde den »lovbekendtgørelse nr. 140 af 17/02 2014 om køb«. Det er også tilstrækkeligt at tale om »EU´s databasedirektiv« eller »EU-varemærkeforordningen«.

Paragrafhenvisninger

Ved paragrafhenvisninger skal der mellemrum mellem paragraftegnet og paragrafnummeret, og der skal kommaer rundt om henvisninger til stykker.

F.eks. »§ 2, stk. 2, udtaler, at …«, med komma både før »stk.« og efter 2«. Eller »I henhold til lovens § 2, stk. 2 og 3, er det forbudt at …«.

Henvisninger til ulovbestemte juridiske principper

Når man henviser til et juridisk princip, som ikke står i en lov, men følger af litteratur eller retspraksis, skal man, medmindre det pågældende princip er udtryk for fuldstændig elementær juridisk børnelærdom, angive, hvor læseren kan læse mere om det pågældende princip.

Eksempel: Inden for ophavsretten findes der som tidligere nævnt et ulovbestemt princip ved navn »De minimis non curat lex«, dvs. »retten er ligeglad med bagateller«. Det er på grund af det princip, at man f.eks. må gå fløjtende ned ad gaden uden at skulle betale penge til komponisten. Man kan ikke sige, at princippet er udtryk for fuldstændig banal, elementær juridisk børnelærdom. Hvis man i en eksamensopgave i ophavsret vil henvise til princippet, er det derfor ikke godt nok at sige

»Det følger af princippet de minimis non curat lex, at Uwe Urheber ikke skal have tilladelse til at synge i bussen.«

Man bør i stedet sige, f.eks.

»Ifølge et ulovbestemt ophavsretligt princip »de minimis non curat lex« er rent bagatelagtig værksudnyttelse altid tilladt, jf. nærmere lærebogen s. 254 ff. Det må følge af de minimis-princippet, at Uwe Urhebers sang i bussen ikke er en ophavsretskrænkelse.«

Hvis det princip, man vil henvise til, er fuldstændig elementær juridisk børnelærdom, kan det dog gå, at man omtaler princippet uden at nævne, hvor læseren kan finde mere information om det. I en opgave om erstatningsret kan det f.eks. nok gå, at man henviser til »culpareglen« uden at nævne, hvor i lærebogen den står omtalt.

Men pas på med det. I alle tilfælde, hvor det princip, man vil henvise til, ikke er fuldkommen elementær viden, bør man henvise til litteratur, praksis el.lign. Det er bedre at henvise én gang for meget end én gang for lidt.

Tilfælde hvor der er mere end én retskilde

Somme tider kan man støtte en juridisk regel eller en fortolkning på flere retskilder. Som eksempler kan nævnes, at et juridisk princip både kan udledes af domme og juridisk litteratur, eller at et juridisk princip er behandlet af flere forskellige juridiske forfattere i flere forskellige bøger.

Hvis en retskilde er fuldstændig underordnet og perifer i forhold til andre retskilder, behøver man ikke henvise til den. Hvis f.eks. et spørgsmål er afgjort, dels i en gammel utrykt byretsdom, dels i en nyere højesteretsdom, behøver man ikke henvise til byretsdommen.

Som et andet eksempel kan nævnes, at hvis noget er behandlet udførligt i fagets lærebog, er der ingen grund til at henvise til den behandling af emnet, det får i en note i Karnovs lovsamling. Bemærk i øvrigt, at noter i Karnov, i modsætning til hvad visse jurastuderende tilsyneladende somme tider tror, ikke er en del af loven. Kommentarerne i Karnov er en form for juridisk litteratur skrevet af jurister, som det forlag, der står bag Karnov, har hyret på rent privat basis. Karnovs kommentarer behandler normalt ikke tingene nær så grundigt og udførligt som håndbøger og lærebøger. Hvis noget står i jeres lærebog, kan I derfor lade Karnov blive i skuffen. Hvis man rent undtagelsesvis vil henvise til Karnov, skal det i øvrigt fremgå, at det er Karnov, man henviser til. Det er ikke nok at skrive f.eks. »I henhold til kommentarerne til OPHL kan man se at det kun i særlige tilfælde er tilladt at citere et værk i sin helhed, jf. Kommentar nr. 183 til OPHL.«

Hvis noget støttes af flere retskilder, uden at man kan sige, at nogen af dem er rent underordnede og perifere, kan det være relevant at henvise til alle de pågældende retskilder. Det kan f.eks. være relevant både at henvise til retspraksis og til det sted i lærebogen, hvor den pågældende retspraksis gennemgås i detaljer.

Når man henviser til flere retskilder til støtte for ét eller andet, skal man være opmærksom på, at retskilderne ikke altid er lige relevante. Det virker så mest naturligt at henvise til den mest relevante retskilde først.

Hvis man f.eks. gerne vil henvise til et juridisk princip, der kan udledes af en landsretsdom og en højesteretsdom, vil det virke mest naturligt først og henvise til højesteretsdommen.

På samme måde, hvis man gerne vil henvise til en regel, der følger af en højesteretsdom, og omtale den måde, den fortolkes på i den juridiske litteratur, bør man først henvise til dommen og derefter nævne den relevante litteratur. Det er f.eks. ikke optimal henvisningsteknik at skrive »Ifølge retspraksis får arbejdsgiveren kun de dele af den ansattes ophavsret, der er nødvendig for hans sædvanlige virksomhed, jf. Schønning, Komm.OPHL s. 253 ff. og UfR 1978.901/2 H«. Det er mere rigtigt at skrive f.eks. »Ifølge retspraksis får arbejdsgiveren kun de dele af den ansattes ophavsret, der er nødvendig for hans sædvanlige virksomhed, jf. UfR 1978.901/2 H, se hertil Schønning, Komm.OPHL s. 213 ff.«

Henvisninger til domme

Når man i en eksamensbesvarelse henviser til en dom, skal henvisningen angive, hvilken domstol der har afsagt dommen, og hvor man kan finde den.

Domme i UfR

Når det drejer sig om henvisninger til domme i Ugeskrift for Retsvæsen, er der flere måder at henvise på. En udbredt måde går ud på:

  • UfR (med stort U, lille f og stort R)
  • Mellemrum
  • Den årgang af UfR, hvor dommen findes, begyndende med 19.. eller 20..
  • Punktum
  • Den side i UfR, hvor dommen begynder
  • Mellemrum
  • Et bogstav, der angiver hvilken domstol der har afsagt dommen, dvs. B (byret), Ø (Østre Landsret), V (Vestre Landsret), SH (Sø- og Handelsretten) eller H (Højesteret)

Eksempler: UfR 2001.747 H, UfR 2000.1291 Ø.

Der er dog også nogle, der skriver U i stedet for UfR, sætter punktum i stedet for mellemrum inden årgangsangivelsen, dropper mellemrummene eller bruger en skråstreg i stedet for punktum inden sidetallet. UfR 2001.747 H kan så i stedet skrives som U 2001.474 H, U2001.474H, U.2001.474.H eller U2001/474H.

Hvis den side i UfR, hvor dommen findes, også indeholder en anden dom ud over den, man vil henvise til, indsætter man en skråstreg efter sidetallet efterfulgt af et tal, der viser, om den dom, man vil henvise til, kommer først eller sidst på den pågældende side. Eksempel: I Ugeskrift for Retsvæsen 1978 findes der på s. 901 to domme. Den ene er ultrakort og fylder kun lidt på siden, mens den anden fortsætter på de øvrige sider. Hvis man vil henvise til den dom, der står først på siden, kalder man den UfR 1978.901/1 H. Hvis man vil henvise til den dom, der står sidst på siden, kalder man den UfR 1978.901/2 H.

Man kan evt. skrive et stikord efter dommen for at minde læseren om, hvad den handler om. Hvis man gør det, skrives stikordet i en parentes efter domshenvisningen, f.eks. UfR 2002.1715 H (Tripp Trapp-stol I). Man kan evt. også bruge tankestreg i stedet for parentes, f.eks. UfR 2001.747 H – Tripp Trapp-stol I.

Henvisninger til domme trykt andre steder end i UfR

Henvisninger til domme, der er trykt i andre tidsskrifter end UfR, kan skrives efter samme mønster. En dom afsagt af Sø- og Handelsretten og trykt i tidsskriftet Nordiskt immateriellt rättsskydd (forkortet »NIR«) 1969 s. 281 kan f.eks. kaldes »NIR 1969.281 SH«.

Henvisninger til utrykte domme

Hvis man henviser til utrykte domme, oplyser man:

  • At dommen er utrykt
  • Den domstol, der har afsagt dommen, f.eks. Københavns Byret eller Sø- og Handelsretten
  • Den dato, hvor dommen er afsagt
  • Hvordan læseren kan finde den. Hvis der er tale om en Sø- og Handelsretsdom, kan man oplyse, at dommen er tilgængelig på www.domstol.dk/soehandelsretten. Hvis der er tale om en byretsdom, som ikke kan findes på en hjemmeside, kan man oplyse dommens sagsnummer, f.eks. »Se Københavns Byrets dom af 9. maj 1997, sagsnr. 19976/1996«. I skriftlige eksamensbesvarelser kan det dog også gå, at man nøjes med at henvise til det sted i lærebogen, hvor dommen måtte være omtalt, f.eks. »Se nærmere den utrykte dom om Ritt Bjerregaards »Kommissærens Dagbog«, omtalt i lærebogen s. 219 f.«.

Derimod er det ikke nok bare at skrive f.eks. »Se Ritt Bjerregaard-dommen« eller »jf. nærmere Tripp Trapp-dommen«. Det er ikke sådan, dygtige, professionelle jurister gør. Der skal en præcis henvisning på.

Undtagelse: Når man først én gang har henvist præcist til en dom, som man lidt senere vil omtale igen, er det tilladeligt at lade de senere henvisninger være mere upræcise. Hvis man f.eks. i en eksamensbesvarelse har henvist til »den utrykte dom om Ritt Bjerregaards »Kommissærens Dagbog«, omtalt i lærebogen s. 219 f.«, er det i orden, at man lidt senere i besvarelsen nøjes med at kalde den »Ritt Bjerregaard-dommen«, »Ritt Bjerregaard-dommen, omtalt ovenfor« eller »Den tidligere nævnte Ritt Bjerregaard-afgørelse« etc. På samme måde, hvis man én gang har henvist til UfR 2001.474 H (Tripp Trapp 1), kan man godt, hvis man kort efter vil henvise til den igen, nøjes med at kalde den »den nævnte Tripp Trapp 1-dom«.

Man kan kun tillade sig at bruge den metode, hvis der er så kort mellem henvisningerne, at læseren godt stadig kan huske den første henvisning, når han kommer til henvisning nr. 2. Det vil normalt betyde, at der kun må gå en halv side. Man kan derimod ikke henvise til »Københavns Byrets dom af 9. maj 1997, sagsnr. 19976/1996, om Ritt Bjerregaards »Kommissærens Dagbog« og så 7 sider senere kalde den »Ritt Bjerregaard-dommen«. Efter 7 sider har læseren glemt, hvad det er for en dom.

Henvisninger til domme fra EU-Domstolen

Henvisninger til domme fra EU-Domstolen kan skrives sådan:

  • C
  • bindestreg
  • sagsnummer angivet som tre cifre, derefter skråstreg, derefter to cifre
  • mellemrum
  • årstal
  • evt. et eller flere stikord, der fortæller om dommen, i parentes

Eksempel: C-306/05 2006 (SGAE).

Der er også nogle, der ikke alene angiver årstallet, men også datoen, f.eks. C-306/05 af 07.12.2006 (SGAE), eller som nøjes med C, bindestreg og sagsnummer, f.eks. C-306/05 (SGAE).

Uanset hvordan man griber det an, er det ikke professionelt bare at skrive »Se nærmere SGAE-dommen« eller »Se nærmere EU-Domstolens dom i SGAE-sagen«. Hvis man én gang har henvist præcist til en dom fra EU-Domstolen, og man kort efter gerne vil henvise til den igen, er det dog i orden at henvise mere upræcist til den anden og tredje gang.

Bemærk, at der er stort D i EU-Domstolen.

Henvisninger til juridisk litteratur

Eksamensbesvarelser skal indeholde henvisninger til juridisk litteratur. Tit kan man nøjes med at henvise til fagets lærebog. Det sker dog, at det kan være relevant at henvise til andre former for litteratur, herunder supplerende litteratur. Der er også nogle fag, hvor man selv kan vælge, om man vil læse efter den ene eller den anden bog, eller hvor undervisningen er baseret på artikler og boguddrag.

Før i tiden var det muligvis kutyme, at man i eksamensopgaver kunne nøjes med at henvise til, at noget fulgte af »teorien«, »den juridiske litteratur«, »nyere teori« og lignende. Måske hænger det sammen med, at der vist var fag, hvor de studerende ikke måtte have juridisk litteratur med til skriftlig eksamen. Hvordan det end måtte forholde sig med det, er den kutyme ikke gældende længere. Man bør henvise klart og præcist, sådan så læseren selv kan finde den juridiske litteratur, det drejer sig om, og slå efter i den.

Henvisninger til bøger

Når man i en eksamensbesvarelse henviser til en bog, skal man ikke skrive alle oplysninger om bogen – forfatterens fulde navn, udgivelsessted, udgivelsesår etc. – hver eneste gang, man henviser til den. Af hensyn til læseren er det derimod skik, at man kun laver én henvisning, hvor alle oplysningerne om bogen er med. Resten af tiden henviser man til bogen ved hjælp af en forkortelse.

Første gang man i en skriftlig eksamensbesvarelse henviser til en bog, oplyser man:

  • Forfatternavn
  • Bogens titel
  • Udgivelsessted (typisk København, hvis bogen er dansk. København forkortes Kbh.)
  • Udgivelsesår
  • En parentes, der forklarer, hvilken eventuel forkortelse man vil bruge ved fremtidige omtaler af bogen

Eksempel: »Se nærmere Gomard, Obligationsret 1. del, Kbh. 2006 (i det følgende omtalt som »lærebogen«) s. 314.« Næste gang man henviser til bogen, kalder man den så bare lærebogen, f.eks. »jf. lærebogen s. 318«.

Eller »Se nærmere Schønning, Ophavsretsloven med kommentarer, Kbh. 2011 (i det følgende omtalt som Schønning, Komm.OPHL)«. Næste gang man henviser til den, kalder man den så bare Schønning, Komm.OPHL, f.eks. »jf. nærmere Schønning, Komm.OPHL s. 126«.

Brug den rækkefølge, der er nævnt ovenfor, dvs. først forfatterens navn, så bogens titel, så udgivelsessted, så udgivelsesår etc., f.eks. »Gomard, Obligationsret 1. del, Kbh. 2006. Skriv derimod ikke »Obligationsret 1. del af Bernhard Gomard« eller »Bernhard Gomards bog Obligationsret 1«.

Når det handler om at henvise til fagets lærebog, kan det evt. gå bare at kalde den »lærebogen« allerede første gang, man henviser til den i en eksamensopgave. Det kan dog virke professionelt, hvis man første gang, man henviser til den, oplyser forfatternavn, titel, udgivelsessted og udgivelsesår, med den tilføjelse, at bogen fra nu af vil blive omtalt som lærebogen eller evt. vha. en anden forkortelse.

Der er nogle bøger, der ud over selve titlen også har beskrivende undertitler. Lærebogen i immaterialret ved KU har f.eks. titlen »Immaterialret« og undertitlen »Ophavsret – patentret – brugsmodelret – designret – varemærkeret«. Når man, første gang man henviser til en bog, nævner dens titel, er det ikke nødvendigt at tage undertitlen med. Titlen er nok.

Forfatternavne skrives sådan:

  • Man kan normalt nøjes med at nævne forfatterens efternavn og udelade fornavnet/fornavnene. Eksempel: Madsen, Markedsret I, Kbh. 2014 i stedet for Palle Bo Madsen, Markedsret I, Kbh. 2014.
  • Hvis forfatteren selv angiver sit mellemnavn, skrives det dog med, f.eks. Bryde Andersen, IT-retten i stedet for Andersen, IT-Retten, eller Rammeskow Bang-Pedersen, Den civile retspleje i stedet for Bang-Pedersen, Den civile retspleje. Bemærk, at hvis forfatteren selv bruger både sit mellemnavn og sit efternavn, skal de begge med, og ligesom man så ikke kan nøjes med efternavnet, kan man heller ikke nøjes med mellemnavnet. Det er f.eks. ikke korrekt at kalde Mads Bryde Andersen for Bryde eller Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen for Rammeskow.
  • Hvis der er to forfattere, som begge er nævnt uden på bogen, nævnes de begge, og der indsættes et »og«, et &-tegn eller en skråstreg mellem navnene. Eksempel: Bryde Andersen/Lookofsky, Lærebog i obligationsret 1, Kbh. 2010 eller Bryde Andersen og Lookofsky, Lærebog i obligationsret 1, Kbh. 2010.
  • Hvis der er tre forfattere, nævnes de også alle tre. Deres navne adskilles ved hjælp af kommaer eller skråstreger, og der kan evt. indsættes et »og« eller et &-tegn inden det sidste navn, f.eks. Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret eller Schovsbo, Rosenmeier & Salung Petersen, Immaterialret
  • Forfatterne nævnes i samme rækkefølge som den, de er nævnt i uden på bogen. Den er typisk alfabetisk, men behøver ikke være det. Der er nogle bøger, hvor navnerækkefølgen ikke er alfabetisk, typisk fordi man prøver at vise, at de forfattere, der står først, har skrevet mere end de andre. Eksempel: Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret eller Rørdam/Carstensen, Pant
  • Hvis der er fire forfattere eller derover, kan man evt. nøjes med at nævne den første og tilføje et »m.fl.«, f.eks. Ryberg m.fl., Grundlæggende immaterialret, Kbh. 2009 i stedet for Ryberg/Sick Nielsen/Schønning/Wallberg, Grundlæggende immaterialret, Kbh. 2009.

Kontroller, at alle navne er stavet rigtigt.

Det er ikke nødvendigt at nævne forlaget, hvor bogen er udgivet. Det er f.eks. nok med Rammeskow Bang-Pedersen, Den civile retspleje, Kbh. 2010, uden oplysning om, at bogen er fra forlaget Pejus. Man behøver heller ikke nævne ISBN-nummeret. Man skal i eksamensbesvarelser heller ikke nævne den udgave af bogen, man har henvist til, medmindre man har en helt specifik, usædvanlig grund til det. En sådan grund kan f.eks. være, at man har både en ny og en gammel udgave af den samme bog med, og at der står noget i den tidligere udgave, der ikke er med i den senere, og som man gerne vil henvise til. I den normale situation, hvor man har den aktuelle udgave af en bog med, behøver man derimod ikke nævne, hvilken udgave der er tale om. Det er nok med de oplysninger, der er nævnt ovenfor.

Henvisninger til artikler

Hvis man i en skriftlig eksamensbesvarelse vil henvise til en artikel, skal man nævne:

  • Forfatterens efternavn (og eventuelle mellemnavn) efterfulgt af et kolon eller et komma. Hvis der er flere forfattere, nævnes de alle på den måde, der er nævnt ovenfor. Forfatterens titel og arbejdsplads (f.eks. at han eller hun er advokat på Kromann Reumert eller professor ved Aarhus Universitet) nævnes ikke, heller ikke selvom det fremgår af artiklen
  • Det tidsskrift, artiklen er trykt i, gerne angivet med en gængs, alment kendt bogstavforkortelse, f.eks. UfR, TfR eller NIR
  • Den årgang af tidsskriftet, artiklen er trykt i
  • Hvis artiklen er fra UfR, tilføjer man et mellemrum og et stort B for at angive, at artiklen er trykt i den litterære afdeling (afdeling B) i modsætning til dommene, der er trykt i afdeling A
  • Den side i artiklen, hvor det synspunkt, man gerne vil henvise til, står. Hvis det står på to sider, der følger efter hinanden, tilføjer man et »f.«. Hvis det står på mere end to sider, der følger efter hinanden, skriver man »ff.« Bemærk, at man derimod ikke skal nævne den side, hvor artiklen begynder.

Eksempel: Man er til skriftlig eksamen i medieret. Man vil gerne henvise til et interessant synspunkt, der står i artiklen »Mediernes brug af skjult kamera på privat område«, skrevet af adjunkt, ph.d. Vibeke Borberg, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Informations- og Innovationsret. Artiklen er trykt i den litterære afdeling i Ugeskrift for Retsvæsen 2014 s. 258 og frem. Det synspunkt, man gerne vil henvise til, står på s. 261.

Man henviser til det ved at skrive »Jf. Borberg, UfR 2014 B s. 261.«

Eksempel 2: Man vil gerne henvise til noget, der står i artiklen på s. 261-62 og 264. Man henviser til det ved at skrive »Jf. Borberg, UfR 2014 B s. 261 f. og 264«.

Eksempel 3: Man er til eksamen i immaterialret og vil gerne henvise til artiklen »Den ophavsretlige spredningsret og køb af kopivarer«. Den er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012 s. 386 og frem. Det fremgår af ugeskriftet, at artiklen er skrevet af lektor, ph.d. Clement Salung Petersen, professor, dr.jur. Thomas Riis, ph.d., og professor, dr.jur. Jens Schovsbo, ph.d., Center for Informations- og Innovationsret, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Det synspunkt, man gerne vil henvise til, står s. 387-90.

Man henviser til det ved at skrive »Jf. Salung Petersen/Riis/Schovsbo, UfR 2012 B s. 387 ff.«

Henvisninger til artikler, der er bragt i antologier

Der er nogle artikler, der ikke bliver bragt i tidsskrifter, men i bøger, som indeholder artikler skrevet af en lang række forfattere og ordnet af en eller flere redaktører, der har haft ansvaret for at få bidragene ind. Den slags bøger kaldes somme tider for antologier. Forlaget Ex Tuto har f.eks. udgivet en antologi ved navn Skriftlig jura – den juridiske fremstilling, Kbh. 2013. Den er redigeret af Thomas Riis og Jan Trzaskowski og indeholder artikler fra 28 forfattere.

Hvis man vil henvise til en artikel, der er trykt i en antologi, skriver man

  • efternavn og eventuelle mellemnavne på forfatteren/forfatterne til den artikel i antologien, man gerne vil henvise til. Brug, hvis der er flere forfattere, samme forfatterrækkefølge, som de selv gør
  • i
  • efternavn og eventuelle mellemnavne på forfatteren/forfatterne til antologien. Brug samme forfatterrækkefølge, som de selv gør
  • (red.)
  • kolon eller komma
  • antologiens titel
  • antologiens udgivelsessted
  • antologiens udgivelsesår
  • den side i artiklen, hvor det, man gerne vil henvise til, står. Hvis det spreder sig over flere sider, tilføjer man et »f.« eller et »ff.«.

Eksempel: Man vil gerne henvise til et spændende synspunkt, der står i artiklen »Videnskabsteori og retsfilosofi«. Artiklen er skrevet af professor, dr.jur. Henrik Palmer Olsen og står i antologien »Skriftlig jura – den juridiske fremstilling«, som er redigeret af Thomas Riis & Jan Trzaskowski og udkommet i 2013 på det københavnske forlag Ex Tuto. Artiklen står s. 91 og frem. Det spændende synspunkt, man gerne vil henvise til, står på s. 94-96.

Man henviser til det ved at skrive:

»Se nærmere Palmer Olsen i Riis/Trzaskowski (red.): Skriftlig jura – den juridiske fremstilling, Kbh. 2012 s. 94 ff.«

Tilfælde, hvor man vil gentage en litteraturhenvisning

Det sker, at man har behov for at gentage en litteraturhenvisning. I visse tilfælde kan det så være naturligt, at man i stedet for at bruge en forkortelse, når man henviser anden gang, skriver f.eks.»jf. den nævnte bog, anførte sted« eller lignende.

De gængse vendinger, man kan bruge i den forbindelse er bl.a.:

  • anførte sted
  • det anførte sted
  • anførte værk
  • det anførte værk
  • det nævnte værk
  • den nævnte bog
  • den nævnte artikel
  • anf. sted.
  • a.s.
  • anf. værk
  • op.cit. (det er er en forkortelse for »opus citatum«, hvilket betyder det anførte værk)
  • ibid. (hvilket er en forkortelse for »ibidem«, dvs. det anførte sted).

Eksempel: Man har i en eksamensbesvarelse lige henvist til »lærebogen s. 142«. Ganske kort efter vil man henvise til lærebogen s. 142 igen. I stedet for at skrive »jf. lærebogen s. 142« en gang til kan man evt. overveje at skrive »jf. anf.værk, anf. sted« eller evt. »lærebogen, anførte sted«.

Eksempel 2: Man har lige henvist til Borberg, UfR 2014 B s. 261 f., og 10 linjer senere vil man gerne henvise til den igen. I stedet for at skrive »jf. Borberg, UfR 2014 B s. 261 f., kan man evt. overveje at skrive »jf. Borberg, UfR 2014 B. anf. sted« el.lign.

Man kan kun bruge den slags vendinger i tilfælde, hvor der kun går ganske kort tid, før man vil gentage henvisningen. Hvis ikke der kun gør det, bør man henvise fuldt ud, evt. vha. en af de forkortelser, der er beskrevet ovenfor.

Vendingerne »op.cit« og »ibid.« er normalt noget, man kun bruger i bøger og artikler. Rådet herfra er, at I styrer uden om dem i eksamensbesvarelser.