2.2 – Hvad er særligt ved juridisk skriftsprog?

Hvorfor skriver vi jurister, som vi gør? Professor Morten Rosenmeier

 

Sproget har meget stor betydning

Når man skal vurdere, om en juridisk tekst er god eller dårlig, betyder det meget, hvilket sprog den er skrevet i. Det gælder, uanset om det drejer sig om en eksamensbesvarelse, et notat, en stævning, et brev, en dom, en forvaltningsafgørelse eller noget andet. Om sproget er godt eller dårligt har simpelthen stor betydning for den måde, man opfatter en skriftlig juridisk redegørelse på. Det er derfor vigtigt til skriftlig eksamen, at man bruger et hensigtsmæssigt sprog i besvarelsen. Det er også vigtigt i alle andre sammenhænge, hvor man som jurist skal kommunikere et juridisk budskab skriftligt.

Hvis man vil have et optimalt sprog til skriftlig eksamen, er det hensigtsmæssigt, at man forstår, hvad der er særligt ved det juridiske skriftsprog, og hvad der afskiller det fra andre former for sprog.

Læs om det juridiske skriftsprog her i artiklen. Den handler ikke om sproget i eksamensbesvarelser, men om det juridiske sprog generelt set.

Læs den først, før I går videre til artiklen Få et bedre sprog til skriftlig eksamen.

Det juridiske skriftsprogs særlige egenskaber

Det juridiske talesprog er typisk ret uformelt. Vi jurister udtrykker os tit temmelig afslappet, når vi taler med hinanden om juridiske problemer. Vi bruger f.eks. gerne et tilbagelænet, dagligdags talesprog, hvis vi diskuterer en sag med en kollega.

Når det kommer til det juridiske skriftsprog, derimod, er det anderledes. Det normale juridiske skriftsprog er et fagsprog, og det er ikke tilbagelænet og uformelt og afslappet.

Det juridiske skriftsprog er derimod bl.a. kendetegnet ved:

Juridiske fagudtryk, herunder fremmedord

Juridiske tekster, som jurister skriver til andre jurister – f.eks. lærebøger, notater, breve udvekslet mellem advokater mv. – er tit kendetegnet af en ret udstrakt brug af juridiske fagord og fagudtryk. Det er ord, som har en særlig juridisk betydning.

Nogle af ordene er fremmedord. Eksempler: Fakultativ, prærogativ, kumulativ, kumulation, ekstinktion, vindikation.

Andre er danske ord med en særlig juridisk mening. Eksempler: Viljeserklæring, retshandel, mangelsansvar, værneting, avlingstiden, anbringende.

Derimod er der tit skruet mere ned for fremmedord og fagudtryk i juridiske tekster, som jurister retter mod ikke-jurister, herunder love, domme og forvaltningsafgørelser. Men i juridisk fagfællekommunikation bruges de tit.

Henvisninger

En række juridiske tekster indeholder tit henvisninger til retskilder, som man ikke ser på samme måde i andre former for tekster. Eksempler: »Jf. retsvirkningslovens § 18«, »jf. bkg. 299 af 27.03.2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber § 4, tk. 1, nr. 2«, »se nærmere Gomard, Obligationsretten i en nøddeskal I s. 43 ff., jf. s. 12 ff., sml. Bryde Andersen/Lookofsky, Obligationsret I s. 322 ff.«.

Brug af formelle ord og udtryk frem for lette, dagligdags ord

Det juridiske skriftsprog er kendetegnet ved, at jurister i vidt omfang foretrækker mere formelle ord og udtryk frem for dagligdags ord og udtryk. Det gælder i alle former for juridiske tekster, uanset om de er skrevet til andre jurister eller til ikke-jurister. De formelle ord og udtryk er ikke nødvendigvis juridiske fagudtryk. Som regel har de ikke noget specielt juridisk indhold, men betyder fuldstændig det samme som tilsvarende dagligdags ord.

Brug af den slags formelle ord har den funktion at få teksten til at virke skriftlig og formel, men påvirker ikke meningen. Det er ord, man typisk ikke vil tage i munden, men kun skrive. Man kalder dem derfor somme tider for »papirord«.

Nogle af dem indgår også i det skriftsprog, som andre end jurister betjener sig af. Andre er så gammeldags, at det kun er det juridiske skriftsprog, der stadig bruger dem. For nogle gamle papirord er det juridiske skriftsprog på den måde den sidste bastion, inden de til sidst glider ud af det danske sprog.

Eksempler på formelle ord og udtryk, der stadig er i brug i det juridiske skriftsprog: »Foreligge« i stedet for »være«, »godtgjort« i stedet for »bevist«, »anmode om« i stedet for »bede om«, »skrivelse« i stedet for »brev«, »såfremt« eller »dersom« i stedet for »hvis«, »hensidde« i stedet for »sidde«, »midler« i stedet for »penge, »fornøden« i stedet for »nødvendig«, idet« i stedet for »da« eller »fordi«, »tillige« i stedet for »også«, »nærværende« i stedet for »denne«, »fremsende« i stedet for »sende«, »erlægge« i stedet for »betale«, »oppebære« i stedet for »modtage«, »foranledige« i stedet for »få til«, »afstedkomme« i stedet for »medføre«, »omhandle« i stedet for »handle om«, »således« i stedet for »nemlig«, »anføre« i stedet for »skrive« eller »sige«, »antage« i stedet for »mene«, »koncipere« i stedet for »skrive«, »herom«, »hertil« og »herpå« i stedet for »om det«, »til det« og »på det«, etc.

Som eksempler på ord, der for længst har forladt det almindelige sprog, men overlevet i det juridiske skriftsprog indtil for nylig, kan nævnes »derhos«, »hvorhos«, »hoslagt«, »andragende«, »anfordring«, »ommeldte«, »bemeldte« og »erholde«. De var gangbare i det juridiske sprog indtil højt op i 1900-tallet. Prøv f.eks. at lede efter dem i søgefunktionen på KarnovGroup. Nu er de gået i glemmebogen.

Sammensatte kunstord

Det juridiske skriftsprog indeholder somme tider lange, sammensatte kunstord. Eksempler: Afsætningsvanskeligheder, afgørelsesdato, samværsresolution, fristforlængelse, værksfrembringelsestidspunktet, byggemodningsansøgning, valgsretsfortabelsesgrund. Nogle af dem findes også i ikke-juridisk skriftsprog. Andre er nogle, vi jurister selv har opfundet.

Lange sætninger med mange indskud

Meget juridisk skriftsprog er kendetegnet af lange sætninger, ofte med mange og lange indskud. Man er f.eks. ikke i tvivl om, at der står en jurist bag anklageskriftet i UfR 2014.1593 Ø:

»T er tiltalt til straf for […] underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i perioden fra ultimo 2008 til juli 2010, i forbindelse med sit erhverv som forsikringsmægler/agent, for at skaffe sig uberettiget vinding, uretmæssigt at have forbrugt ikke under 53.200,- kr., der var indbetalt af forretningen Guldsmedien ApS, […] for tegning af en forsikring bl.a. hos […] Global Risk/A Ltd, London, med en forsikringssum på 6.450.000,- kr., hvorved han, der undlod at tegne forsikringen, påførte […] Global Risk / A Ltd., London, og guldsmeden et tilsvarende formuetab og/eller risiko herfor.«

Sætningernes længde og antallet af indskud kan godt variere, alt efter hvilken type tekst der er tale om. F.eks. er juridisk litteratur typisk præget af kortere sætninger end domme, der igen plejer at indeholde kortere sætninger end tiltaler i anklageskrifter. Desuden er der nogle jurister, der bestræber sig på at bruge korte sætninger i visse sammenhænge, herunder i deres kontakt med klienter og borgere. Mere om det senere. Men der er tit kun tale om gradsforskelle. I mange juridiske tekster er lange sætninger med mange indskud noget, der går igen.

Manglende personord, passivformer og »man«-form

Det juridiske skriftsprog indeholder tit formuleringer, der tilslører, hvem det er der gør eller mener et eller andet, eller at den, der står bag budskabet, i virkeligheden er et menneske med subjektive, personlige synspunkter. Ofte sker det ved hjælp af udsagnsord i passiv form. Eksempler: »Efter bevisførelsen findes det godtgjort, at …« i stedet for »Nu har jeg gennemgået beviserne, og jeg mener, at …«, »Det findes herefter rettest, at …« i stedet for »Alt i alt mener jeg, at det rigtigste må være, at …«, »Deres skrivelse ses ikke at være indgået i direktoratet« i stedet for »Jeg har ikke fået dit brev«, »Der skønnes ikke for tiden behov for, at …« i stedet for »Jeg mener ikke, at der lige nu er noget behov for, at …«, etc. Stilen er særlig udbredt i officielle breve og afgørelser o.l. og mindre udbredt i juridisk litteratur. Også her kan man dog tit støde på den, f.eks. »Så vidt ses må det antages, at …« i stedet for »Efter min mening …« eller »Det forekommer herefter mest nærliggende at antage, at …« i stedet for »Jeg mener«.

Det er også en klassisk metode i afgørelser fra offentlige myndigheder, at den jurist, der står bag en afgørelse, omtaler sig selv som »man«, f.eks. »Efter at have gennemgået sagen skal man meddele, at ministeriet ikke for tiden finder grundlag for at imødekomme det ansøgte«, »Man har således fundet det rettest at fastsætte begyndelsestidspunktet til den 1. august 1984« etc. I dag har mange offentlige myndigheder fået sprogpolitikker, som skal gøre deres sprog mere publikumsvenligt. Man-metoden er derfor ved at gå af mode nu.

Verbalsubstantiver

Juridisk skriftsprog indeholder ret tit »verbalsubstantiver«. Det vil sige navneord, der er afledt af udsagnsord, og som træder i stedet for sætninger, hvor udsagnsordet kunne have indgået. Verbalsubstantiver ender tit på -ion, -ing, -ning og -else. Eksempler: »Indledning af efterforskningen«, »iværksættelse af en undersøgelse«, »påbegyndelsen af behandlingen«, »afslutning af evalueringsprocessen«, »igangsætning af ombordstigning«, »intensivering af interessevaretagelsen« etc.

Kancellisløjfer

Juridiske tekster præges også i nogen grad af såkaldte »kancellisløjfer« (også kaldet »bagvendt ordstilling«), dvs. formuleringer som »De af Dem indsendte bilag«, »De af sagsøgeren påberåbte anbringender«, »Det Dem anviste arbejde«, »Det Dem af Politimesteren meddelte tilhold« etc. Kancellisløjferne er dog ikke så udbredte nu, som de var før i tiden.

Andre forhold

Af andre specielle ting ved det juridiske skriftsprog kan nævnes, at de personer, der indgår i sager, udstyres med tekniske betegnelser, der er med til at tilsløre, at det handler om mennesker (sagsøgeren, appellanten, indstævnte, klageren, barnefaderen, medkontrahenten etc.). Hertil kommer en række andre egenskaber, der adskiller det juridiske skriftsprog fra andet skriftsprog.

Læs mere om det juridiske skriftsprog i Rosenmeier, Få budskabet ud, Kbh. 2005 og samme forf. i Riis/Trzaskowski (red.), Skriftlig jura – den juridiske fremstilling, Kbh. 2013 s. 597 ff.

Hvorfor er juridisk skriftsprog sådan?

Man kan spørge, hvorfor det juridiske skriftsprog er, som det er. Det er en udbredt forestilling, ikke mindst blandt jurister, at forklaringen er, at det juridiske skriftsprog er nødt til at være sådan for at være præcist.

Men det er ikke forklaringen.

Hensynet til juridisk præcision kan forklare brugen af juridiske fagudtryk og fremmedord. De gør det muligt for os jurister at fatte os i korthed og f.eks. sige »culpa« i stedet for at skulle ud i lange redegørelser om forskellen på forsæt og uagtsomhed. Desuden kan hensynet til præcision forklare, når juridiske tekster indeholder henvisninger til love og andre retskilder.

Derimod kan hensynet til juridisk præcision ikke forklare nogen af det juridiske skriftsprogs andre særlige egenskaber, herunder den udstrakte brug af formelle ord fremfor dagligdags ord med samme mening, de lange sætninger med mange indskud, de manglende personord, passivformerne, verbalsubstantiverne og kancellisløjfterne.

Det, man skriver, bliver f.eks. ikke mere præcist af, at man bruger formelle ord og udtryk i stedet for dagligdags ord med samme betydning. »Under henvisning til telefonsamtale d.d. genfremsendes vedlagt min skrivelse af 12. ds. til Deres orientering« betyder f.eks. det samme som »Som vi har talt om i telefonen i dag, sender jeg her det brev, jeg sendte den 12. i denne måned, én gang til«. Det er ikke sådan, at den første version er mere præcis end den sidste. Budskabet går lige godt igennem. Hvis man foretrækker den første formulering, har det ikke noget med præcisionen at gøre.

Det er heller ikke sådan, at sætninger bliver mere præcise af at være lange og indeholde mange indskud.

Den lange sætning fra UfR 2014.1593 Ø lyder f.eks.:

»T er tiltalt til straf for […] underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i perioden fra ultimo 2008 til juli 2010, i forbindelse med sit erhverv som forsikringsmægler/agent, for at skaffe sig uberettiget vinding, uretmæssigt at have forbrugt ikke under 53.200,- kr., der var indbetalt af forretningen Guldsmedien ApS, […] for tegning af en forsikring bl.a. hos […] Global Risk/A Ltd, London, med en forsikringssum på 6.450.000,- kr., hvorved han, der undlod at tegne forsikringen, påførte […] Global Risk / A Ltd., London, og guldsmeden et tilsvarende formuetab og/eller risiko herfor.«

Men det kan nemt opspaltes i kortere sætninger, uden at det påvirker meningen. F.eks.:

»T er tiltalt for […] underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2. Baggrunden er, at han fra slutningen af 2008 til juli 2010, hvor han var forsikringsmægler/agent, brugte mindst 53.200 kr. for at skaffe sig uberettiget vinding. Pengene var indbetalt af forretningen Guldsmedien ApS som betaling for en forsikring bl.a. hos […] Global Risk/A Ltd, London. Forsikringssummen var på 6.450.000,- kr. Da T ikke tegnede forsikringen, påførte han Global Risk / A Ltd., London, og guldsmeden et formuetab, eller i hvert fald en risiko for formuetab, på det beløb.«

Man gør heller ikke sproget mere præcist ved hjælp af passivformer og kancellisløjfer. »De af Dem indsendte bilag returneres vedlagt« betyder f.eks. det samme som »Jeg sender her de papirer, du har sendt, tilbage til dig«. Det er ikke sådan, at den første sætning er præcis, den sidste upræcis.

Derfor er hensynet til præcision ikke nogen overbevisende generel forklaring på, at det juridiske sprog er, som det er. Forklaringen er nødt til at ligge et andet sted.

Blandt mulige reelle forklaringer kan nævnes:

Historie og tradition

En forklaring kan være traditionen. Vi jurister har vænnet os til, at juridiske tekster skal skrives på en særlig måde, og den tradition følger vi, fordi den nu engang er en tradition. Vi ved, at juridiske tekster normalt skrives i et særligt juridisk fagsprog. Hvis vi træder ved siden af, oplever vi det i vidt omfang som noget, der føles afvigende og forkert.

Ritualisering

I visse, særlige tilfælde kan man forklare det juridiske sprog med, at det udtryk for en slags ritual. Ritualer har generelt blandt andet den effekt at signalere autoritet og at indgyde ro og respekt hos dem, der oplever dem. Der er f.eks. et helt oplagt rituelt element i standardvendinger som »Thi kendes for ret« eller »Thi bestemmes« i domme og kendelser. Måske kan det også have en rituel forklaring, at tiltaler i straffesager formuleres i meget lange sætninger, hvor der kun må sættes et enkelt punktum til sidst. Måske er det en del af et retssagsritual på samme måde som de kapper, dommere bærer i visse sager, placeringen af parterne på bestemte pladser i retssalen, skikken med at rejse sig op, når dommeren kommer ind i eller går ud af den, etc.

Professionel signalværdi

I visse typer af juridiske tekster kan den juridiske skrivemåde have den funktion at signalere over for omgivelserne, at der er tale om en tekst skrevet af en professionel jurist. Det kan i visse tilfælde få læseren til at have mere respekt for teksten. I breve fra advokater kan en juridisk skrivemåde f.eks. have den funktion at imponere klienten og skræmme modparten.

Anonymisering og upersonliggørelse

En anden, og nok meget central, forklaring på det juridiske skriftsprog er, at det er med til at få de juridiske tekster til at virke objektive og upersonlige. Den juridiske stil er i hvert fald i nogle tilfælde med til at sende et signal om, at teksten ikke skyldes personlige subjektive opfattelser og synspunkter hos den jurist, der står bag, men at der er tale om en objektiv, upersonlig, anonym tekst, som er saglig, sober, uangribelig og korrekt i henhold til de gældende regler. Sagt på en anden måde er det juridiske skriftsprog måske med til at signalere, at jura er noget objektivt og upersonligt, hævet over personlige synspunkter. Den forklaring er vel særlig indlysende i forbindelse med passivformer og »man«-form, som skal skjule, hvem tekstens afsender er. Men også andre af det juridiske skriftsprogs særlige egenskaber kan måske forklares på den måde. En tekst med lange sætninger, formelle ord, verbalsubstantiveringer etc. vil for mange virke som et lidt mystisk juridisk fænomen snarere end som en tekst, der er skrevet af en bestemt person.

Ifølge tiltalen i UfR 2014.1593 Ø var tiltalte f.eks. »tiltalt til straf for […] underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, jf. § 286, stk. 2, ved i perioden fra ultimo 2008 til juli 2010, i forbindelse med sit erhverv som forsikringsmægler/agent, for at skaffe sig uberettiget vinding, uretmæssigt at have forbrugt ikke under 53.200,- kr., der var indbetalt af forretningen Guldsmedien ApS, […] for tegning af en forsikring bl.a. hos […] Global Risk/A Ltd, London, med en forsikringssum på 6.450.000,- kr., hvorved han, der undlod at tegne forsikringen, påførte […] Global Risk / A Ltd., London, og guldsmeden et tilsvarende formuetab og/eller risiko herfor«.

Den tekst er sikkert skrevet af en ung fuldmægtig i anklagemyndigheden. Måske hedder hun Sandra. Hun var indtil for nylig jurastuderende og boede på Øresundskollegiet. Så fik hun job under Justitsministeriet og endte som politifuldmægtig ved Nordsjællands Politi. Hun er gift og bor i et parcelhus i Brønshøj sammen med sin mand og deres to børn. Hun skrev tiltalen en eftermiddag, hvor hun var nødt til at gå tidligt, fordi hun skulle hente børn og nå i Netto på vej hjem.

Men tiltalen virker ikke, som om den er skrevet af en pige, der hedder Sandra. For tiltalte har det nok snarere virket, som om teksten slet ikke er skrevet af et levende menneske. Tiltalen fremstår som et fint, officielt, skræmmende dokument fra Anklagemyndigheden, og dens indhold virker som noget, der dikteres af de gældende regler, ikke som noget Sandra har haft personlig indflydelse på.

At vi jurister prøver at gøre sproget upersonligt kan måske igen bl.a. forklares med tre ting.

For det første at den upersonlige juridiske stil kan være en faktor, der får folk til at adlyde de juridiske tekster, fordi den sender et signal om, at det, teksten siger, er noget, der følger af de gældende juridiske regler, sådan så der ikke er noget at forhandle om. Jo mere man kan få andre til at forstå, at det, man vil have dem til, skyldes regler, jo mere villige er de til at gøre det. Hvis en bademester i svømmehallen siger, at han ikke vil have, at man springer i fra kanten, og at det i øvrigt er noget, han lige har fundet på for et øjeblik siden, vil han ikke have ret meget autoritet. Men hvis han kan pege på et fint skilt med »Udspring forbudt«, retter alle straks ind, også selvom det rent faktisk er bademesteren selv, der har lavet skiltet og hængt det op.

For det andet kan den upersonlige stil måske forklares med, at jura i vidt omfang drejer sig om at udøve magt over andre mennesker, og at den upersonlige, kølige stil er med til at distancere os jurister fra dem, vi bestemmer over. Den stive, kølige juridiske stil signalerer, at der er en distance mellem afsender og modtager, og at afsenderen har magten. Det er ud fra samme betragtninger, at man på nogle lederkurser lærer de kommende ledere, at de skal tilstræbe en passende professionel distance i forhold til deres underordnede. Hvis vi skal udøve magt over andre, oplever vi det ofte som vigtigt at signalere, at vi ikke er for tæt på dem. Det, der er sagt her, kan måske forklare, eller i hvert fald være en del af forklaringen på, hvorfor det det juridiske sprog typisk er ekstra formelt og juridisk i love, anklageskrifter domme og breve, men ofte noget mindre formelt i juridisk litteratur. Jo mere direkte magt en juridisk tekst skal udøve, jo mere juridisk er sproget tit.

For det tredje kan upersonliggørelse og objektivering måske være en faktor, som påvirker juristerne selv, fordi den er med til at understøtte den forestilling hos os, at vi ikke har noget personligt ansvar for den jura, vi udøver. Det er en grundlæggende antagelse hos os, at vi ikke har noget personligt ansvar for vores juridiske afgørelser og vurderinger, fordi vi bare følger reglerne. I hvert fald mener vi, at vores personlige moralske ansvar er meget begrænset. Det er f.eks. derfor, de af os, der arbejder som dommere, kan sætte folk i fængsel i mange år og alligevel lægge det fra os, så snart vi kommer hjem. Måske er det upersonlige sprog med til at sende et signal til os selv om, at vi bare følger reglerne. Måske er f.eks. sproget i tiltalen i UfR 2014.1593 Ø en faktor, der er med til at minde Sandra om, at det er systemet, der sender tiltalte i fængsel, ikke hende personligt.

Andre grunde

Det særlige juridiske skriftsprog kan måske også have andre forklaringer end dem, der er nævnt ovenfor. En supplerende forklaring kan være, at vi jurister i nogle tilfælde oplever det juridiske sprog som noget, der simpelthen lyder godt, og det at skrive juridisk som en interessant sproglig udfordring. Det er også muligt, at den juridiske skrivemåde er en af de faktorer, der giver os jurister en fælles identitetsfølelse, dvs. at den er med til at understøtte den opfattelse hos os, at vi udgør en særlig faggruppe med en særlig ekspertise. Måske kan man også i en eller anden udstrækning se det juridiske fagsprog som en faktor, der er med til at fastholde juristernes monopol på juraen, dvs. som noget, der sørger for, at ikke-juristerne så vidt muligt overlader det til os jurister at forvalte den. Hertil kommer forskellige andre mulige forklaringer.

Ulemper ved det juridiske skriftsprog

Det særlige juridiske skriftsprog har altså en række forklaringer. Nogle af dem er sådan, at vi jurister må se dem som fordele.

Men det er vigtigt at forstå, at den særlige juridiske skrivemåde også har ulemper.

Den væsentligste er, at de virkemidler, der kendetegner juridisk skriftsprog, er med til at gøre de juridiske tekster sværere at forstå.

Det er igen problematisk af tre grunde.

Demokratiske overvejelser

For det første kan brug af juridisk sprog i tekster, som det offentlige skriver til borgerne, være demokratisk uheldigt, fordi sproget gør det svært for borgerne at forstå meningen. Der var f.eks. engang en ældre dame, der skrev Retten i Århus:

»I brev af 19. september dette år beder Retten mig aflevere en duplik. Jeg mindes ikke, hverken ved indflytningen eller senere, at have fået udleveret en sådan. Jeg må bede Retten nærmere beskrive en sådan indretning for mig, inden jeg kan godtage de øvrige krav fra Boligforeningen …«.

Eksemplet er bl.a. omtalt i Domstolsstyrelsens årsberetning 2003 pkt. 2.

I visse tilfælde kan borgernes manglende forståelse for de juridiske tekster have meget ulykkelige konsekvenser. I et foredrag »The Right to Understand«, holdt af Sandra Fischer Martins og tilgængeligt på YouTube, nævnes to eksempler. Det ene drejer sig om en ældre portugisisk mand, der havde ventet på en knæoperation på et privathospital. Da han endelig fik indkaldelsen, var den skrevet i kancellistil. Det forstod han ikke, og han var derfor tæt på at smide indkaldelsen ud. Foredragsholderen tilføjer den tankevækkende oplysning, at kun 20 % af de portugisere, der modtager den slags indkaldelser, nogensinde reagerer på dem … Eksempel 2 går ud på, at den verdensomspændende finanskrise fra 2007 og frem blandt andet kan føres tilbage til et sammenbrud på det amerikanske boligmarked, opstået fordi en lang række lavtlønnede amerikanere tog såkaldte »subprime«-lån, som betød, at de til sidst måtte gå fra hus og hjem. At de gjorde det, hævdes det, skyldtes bl.a. deres vanskeligheder ved at overskue de indviklede lånedokumenter.

Bl.a. pga. den slags overvejelser er der en række jurister m.fl., der under overskriften »Plain legal language« (eller »Klart juridisk sprog«) anbefaler, at juridiske tekster skal formuleres på en nem og brugervenlig måde, så borgerne kan forstå dem. Se f.eks. http://klartjuridisksprog.wordpress.com eller den tilsvarende LinkedIn-gruppe om klart juridisk sprog. Se også http://www.plainlanguagenetwork.org/legal.

Der er også en række offentlige myndigheder, der prøver at få deres ansatte til at skrive mindre juridisk og mere brugervenligt:

Domstolsstyrelsen har udsendt en sprogpolitik, der skal få domstolene til at skrive »i et klart, forståeligt og tidssvarende sprog«. Se den her.

Justitsministeriet udsendte allerede 15. oktober 1969 en vejledning 224 om sproget i love og andre retsforskrifter. Den indledende bestemmelse lyder »Ved den sproglige udformning af love og andre retsforskrifter må man have for øje, at enhver, som teksten henvender sig til, let skal kunne læse og forstå den. Formen skal være enkel og præcis og sætningerne korte og klare.« Se vejledningen her.

Der er også en række offentlige myndigheder, der har gennemført sprogpolitikker, som skal modernisere og forenkle embedsmændenes sprog.

 

Er Domstolsstyrelsens sprogpolitik slået igennem? Interview med kommunikationsekspert Anne Kjærgaard

Kommercielle overvejelser

En række advokatfirmaer og forsikringsselskaber mv. har fundet ud af, at et stift juridisk skriftsprog ikke er optimalt i forhold til kunder, dels fordi de opfatter det som upersonligt og uvenligt, dels fordi de ikke altid forstår det. Mange af den slags steder er der derfor lavet sprogpolitikker, der skal få juristerne til at skrive anderledes til kunderne, fordi gladere kunder øger indtjeningen. Før i tiden fik folk, der hyrede en advokat, en »opdragsskrivelse«, der i isnende kancellistil begrænsede advokatens eventuelle erstatningsansvar for fejlrådgivning. Nu får de et varmt velkomstbrev, hvor alt er skrevet i korte, pædagogiske hovedsætninger, og hvor advokatens manglende ansvar kommer ind som en mindre detalje til sidst. På samme måde er der mange forsikringsselskaber, der har erstattet den juridiske stil i breve og policer med en mere kundevenlig terminologi. Nogle steder kan man direkte måle, at sprogpolitikkerne virker, fordi de får antallet af utilfredse kundehenvendelser pr. måned til at falde. Se bl.a. Rosenmeier, Få budskabet ud s. 126.

Rigtige advokater skriver da i kancellistil? Interview med kommunikationsekspert Lene Rosenmeier, Kammeradvokaten

Hensynet til at få budskabet igennem

Kritikere af det juridiske skriftsprog fokuserer normalt kun på de to ulemper, der er nævnt ovenfor. Og de beskæftiger sig næsten kun med den første, altså det demokratisk uheldige i, hvis borgere ikke forstår tekster fra det offentlige.

Men det juridiske skriftsprog kan have to ulemper til. De er relevante for jer, der gerne vil performe bedst muligt til skriftlig eksamen.

Den første ulempe er, at hvis det er svært for en læser at forstå det, man skriver, kan det somme tider resultere i følelser af irritation, kedsomhed, ærgrelse og træthed hos læseren. I jurastuderende kender alle sammen den situation, at I skal læse efter en lærebog, der er så kompliceret skrevet, at I skal læse hver sætning igen og igen for at forstå meningen. Det er ikke noget, man bliver i godt humør af.

Den anden ulempe er, at hvis det er svært for en læser at forstå det, man skriver, er det sværere at overbevise vedkommende om noget, man gerne vil overbevise ham eller hende om. Hvis man gerne vil have andre til at være enige i noget eller til at se noget fra ens synsvinkel, modarbejder man sig selv, hvis de har svært ved at forstå det, man skriver til dem.

Men er det ikke kun ikke-jurister, der har svært ved at forstå den juridiske skrivestil?

Mange jurister har den forestilling, at det kun er ikke-jurister, der kan have svært ved at forstå det juridiske skriftsprog, og at det derfor kun er over for dem, at der kan være grund til at skrue ned for det. Derimod tænker de fleste af os, at vi kan formulere os lige så juridisk, vi vil, over for andre jurister, fordi de ligesom os selv er trænet i at forstå det juridiske fagsprog.

Men det er faktisk ikke rigtigt.

Det er ganske vist rigtigt, at jurister er trænet i at læse juridiske tekster kendetegnet af lange sætninger, verbalsubstantiver, formelle ord etc. Vi kan derfor forstå juridiske tekster, som ikke-jurister har svært ved, eller som de må give op over for.

Men det er ikke det samme som, at vi jurister med største lethed læser alle former for juridiske tekster, uanset hvordan de er skrevet. Også for os jurister er de egenskaber, der kendetegner juridisk skriftsprog, med til at gøre teksterne sværere at forstå. Jo flere egenskaber teksterne indeholder, jo mere skal vi koncentrere os for at forstå dem.

Og hvis teksterne indeholder tilstrækkeligt mange af det juridiske skriftsprogs egenskaber, kommer der et punkt, hvor vi reagerer på samme måde som ikke-jurister:

For det første bliver vi ærgerlige og irriterede.

For det andet er der ting, vi ikke forstår på samme måde, som hvis teksten havde været lettere skrevet.

Nogle af de juridiske bøger, I jurastuderende bliver udsat for på jurastudiet, er f.eks. skrevet på en måde, så I skal læse de enkelte sætninger igen og igen, før I forstår meningen. Det er ikke, fordi I er jurastuderende, det er sådan. Vi, der har været færdige som jurister i mange år, er også nødt til det, for mange bøgers vedkommende i hvert fald.

Et andet eksempel, denne gang fra EU-Domstolens praksis:

Den østrigske virksomhed Wintersteiger laver skiudstyr. Det samme gør et tysk firma Products 4U. På et tidspunkt købte Products 4U en google-annonce, som fik deres navn til at poppe op ude til højre, når nogen søgte på ordet »Wintersteiger« på den tyske udgave af google, www.google.de. Wintersteiger mente, at det krænkede deres varemærkeret, bl.a. fordi deres østrigske kunder somme tider brugte google.de. Derfor besluttede de at sagsøge Products 4U for varemærkekrænkelse. I henhold til visse EU-regler kunne sagen bl.a. anlægges i det land, hvor »skaden er indtrådt«. Spørgsmålet var hvor det var, herunder om det var Østrig eller Tyskland.

Nedenfor ser I EU-Domstolens afgørelse om det. Læs teksten med normal læsehastighed. I må kun læse hver sætning én gang og ikke begynde forfra på de enkelte sætninger. Det hele skal læses i ét hug, og I har ét forsøg. Luk så øjnene og spørg jer selv, hvad det var der stod.

Uddrag af EU-Domtolens dom C-523/10 2012 (Wintersteiger) præmis 21 ff.

»Stedet for skadens indtræden

21  Hvad […] angår stedet for skadens indtræden har Domstolen tidligere fastslået, at der er tale om det sted, hvor den handling, der kan medføre et ansvar uden for kontraktforhold, er foretaget (dom af 16.7.2009, sag C-189/08, Zuid-Chemie, Sml. I, s. 6917, præmis 26).

22  På internet-området har Domstolen ligeledes præciseret, at i tilfælde af påståede krænkelser af personlige rettigheder har den person, der føler sig krænket af indholdet af et internetsted, mulighed for at anlægge erstatningssag i relation til den fuldstændige skade, som er forårsaget, ved retterne i den medlemsstat, hvori centrum for dennes interesser befinder sig (jf. dommen i sagen eDate Advertising m.fl., præmis 52).

23  Således som Domstolen fastslog i den forbindelse, er kriteriet om centrum for den krænkede persons interesser nemlig i overensstemmelse med formålet om forudsigelighed af retternes kompetence, for så vidt som den gør det let for sagsøgeren at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og gør det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, for hvilken ret han kan sagsøges (dommen i sagen eDate Advertising m.fl., præmis 50).

24  Således som generaladvokaten har anført i punkt 20 i forslaget til afgørelse, kan denne vurdering, der er foretaget i den særlige kontekst for krænkelser af personlige rettigheder, imidlertid ikke gælde tilsvarende for fastlæggelsen af retternes kompetence for så vidt angår krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder såsom de i hovedsagen påståede.

25  I modsætning til den situation, hvori en person, som føler, at der er sket krænkelse af hans personlige rettigheder, hvilke er beskyttet i samtlige medlemsstater, befinder sig, er den gennem registreringen af et nationalt varemærke ydede beskyttelse nemlig principielt indskrænket til registreringsmedlemsstatens område, således at indehaveren af det nationale varemærke som hovedregel ikke kan påberåbe sig den nævnte beskyttelse uden for dette område.

26  Spørgsmålet om, hvorvidt brugen i reklameøjemed af et tegn, der er identisk med et nationalt varemærke, på et websted, som udelukkende henhører under et andet topdomæne end topdomænet for den medlemsstat, hvor nævnte varemærke er registreret, faktisk krænker dette, hører imidlertid under den realitetsbehandling af sagen, som den kompetente retsinstans vil gennemføre i lyset af gældende materiel ret.

27  Hvad angår kompetencen til at påkende en påstand om krænkelse af et nationalt varemærke i en situation som den i hovedsagen foreliggende skal det bemærkes, at såvel formålet om forudsigelighed som formålet om korrekt retspleje taler for, at kompetencen i henhold til skadens indtræden tillægges retterne i den medlemsstat, hvor den omhandlede rettighed er beskyttet.

28  Det er nemlig retterne i den medlemsstat, hvor det pågældende vare-mærke er registreret, som – henset til den fortolkning af direktiv 2008/95, som bl.a. er anlagt i dom af 23. marts 2010, forenede sager C-236/08 – C-238/08, Google France og Google, Sml. I, s. 2417, og af 12. juli 2011, sag C-324/09, L’Oréal m.fl., Sml. I, s. 6011 – er bedst stillet med henblik på at vurdere, om der i en situation som den i hovedsagen foreliggende er tale om en faktisk krænkelse af det beskyttede nationale varemærke. Disse retter er beføjet til at træffe afgørelse om dels den fulde erstatning for den påståede skade, som er påført indehaveren af den beskyttede rettighed som følge af krænkelsen af denne, dels en begæring, som har til formål at bringe enhver krænkelse af nævnte rettighed til ophør.

29  Det må derfor fastslås, at en tvist vedrørende krænkelsen af et i en medlemsstat registreret varemærke som følge af en annoncørs brug af et søgeord, der er identisk med nævnte varemærke, på webstedet for en søgemaskine henhørende under en anden medlemsstats nationale topdomæne kan indbringes for retterne i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret.«

Fik I den?

Det gjorde I givetvis ikke, selvom I er jurastuderende med stor erfaring i at læse svære juridiske tekster. I vil være nødt til at læse teksten flere gange, før meningen dæmrer for jer. Teksten indeholdt så mange af de egenskaber, der gør juridisk skriftsprog svært tilgængeligt, at selv trænede jurastuderende fik forståelsesvanskeligheder. Det er ikke kun ikke-jurister, der kan have svært ved juridisk skriftsprog. Jurister kan også.

Hav det i baghovedet og gå videre til artiklen Få et bedre sprog til skriftlig eksamen.