1.3 – Bliv bedre til at fremlægge stoffet til mundtlig eksamen

Hvad er en god struktur til mundtlig eksamen? Ekstern lektor Maria Fredenslund

Det tæller, hvordan man strukturerer stoffet

Til mundtlig eksamen på jurastudiet har det meget stor betydning, at det er fagligt rigtigt, hvad man siger. Det kan også have væsentlig betydning, hvilket sprog man bruger, når man siger det.

Men det er ikke det eneste, der betyder noget til mundtlig eksamen. Det betyder bl.a. også noget, hvordan man disponerer og strukturerer det, man siger ved eksamensbordet. Det vil sige, man skal sørge for, at det, man siger, afspejler en god disposition, og at det har en god struktur. Man skal derfor tænke over, hvordan man opbygger sin argumentation, herunder hvilke argumenter man bruger, hvilken rækkefølge ens argumenter kommer i, og hvor meget plads man giver de enkelte argumenter i forhold til hinanden.

Evnen til at disponere og strukturere stoffet betyder nok allermest i tilfælde, hvor man som eksaminand får lov til at tale uden afbrydelser fra eksaminator. Det får man tit kun lov til i de første minutter af eksamen, inden eksaminator tager over og stiller spørgsmål. Men også i tilfælde, hvor eksaminator har taget styringen, og hvor det gælder om at svare på hans eller hendes spørgsmål, kan evnen til at disponere stoffet betyde meget.

Læs mere her i artiklen.

Hold jer til det relevante, og kom hurtigt frem til det væsentlige

Vi mennesker er sådan indrettet inde i hovedet, at vi er i stand til at sondre mellem noget, der er væsentligt, og noget, der er uvæsentligt. Og vi foretrækker at folk, der siger noget til os, når passende hurtigt frem til det væsentlige i stedet for at spilde vores tid med overflødige detaljer. Sådan er det i alle livets forhold uden undtagelser. Vi vil gerne have, at folk kommer til sagen i stedet for at spilde tiden med overflødige omsvøb.

Det er også relevant til mundtlig eksamen på jurastudiet.

Det er derfor hensigtsmæssigt, hvis man til mundtlig eksamen er bevidst om følgende:

  • Man bør fatte sig i rimelig korthed
  • Man bør nå frem til sagens kerne hurtigt
  • Man skal passe på ikke at dvæle ved uvæsentlige detaljer
  • Ens fremlæggelse må ikke virke omstændelig og langtrukken
  • Det skal virke, som om man hurtigt kommer til sagen og skærer ind til benet
  • Man bør bruge længst tid på det væsentlige og mindre tid på det mindre væsentlige
  • Det decideret uvæsentlige skal udelades

Skal man ikke tage det hele med for en sikkerheds skyld?

Der er mange jurastuderende, der har svært ved at fatte sig i korthed, fordi de tror, at deres præstation kun er god nok, hvis alle de regler og principper, det kan være interessant at inddrage, beskrives minutiøst. De er bange for, at de er nødt til at nævne alt det, de ved, for ikke at virke uvidende. Derfor tager de det hele med for en sikkerheds skyld.

Hvis man vil præstere bedst muligt til mundtlig eksamen, er det generelt en dårlig måde. At bruge hovedparten af sin tid på det væsentlige, mindre tid på det mindre væsentlige og ingen tid på det uvæsentlige virker ikke som sjusk eller uvidenhed. Det virker, som om man har en god struktur på sit stof.

Tilfælde, hvor man bliver bedt om at redegøre for en regel

Hvis man bliver bedt om at redegøre for en regel, der indgår i et større regelkompleks, kan det være fristende at starte med at redegøre generelt for regelkomplekset, før man kommer til reglen. På den måde vil man jo vise, at man forstår den større kontekst, som reglen er en del af. Det er farligt. Meget tit vil det være bedre at komme til sagen, dvs. simpelthen gå direkte i gang med den regel, spørgsmålet vedrører, i stedet for at dvæle ved baggrundsstoffet. Hvis man af en eller anden grund ikke kan nære sig for at redegøre for baggrundsstoffet, bør denne redegørelse være meget kort og meget klar, og man skal meget hurtigt komme frem til det, man at blevet spurgt om. Normalt er det bedst at komme til sagen uden nogen omsvøb.

Eksempel 1

Eksaminator: Hvad ligger der i den erstatningsretlige adækvansbetingelse?

Den studerende: Den erstatningsretlige adækvansbetingelse, ja. Ok, jeg vil først indlede med at redegøre for de erstatningsretlige grundbetingelser. Altså, inden for erstatningsretten, der er der nogle betingelser, der skal være opfyldt. For det første, så skal der være et ansvarsgrundlag. Det varierer, hvad det kan være. På områder, der er ulovregulerede, falder man tilbage på culpareglen. Den siger, at hvis man forvolder en skade på en måde, der er forsætlig eller uagtsom, så er der et ansvarsgrundlag. Øhm, når man vurderer, om der er handlet culpøst, ser man på, om … øhm, man ser på, eller man ser på en bonus pater, hvad ville en bonus pater have gjort. Men ud over, at der skal være et ansvarsgrundlag, så er det også en betingelse, at der er årsagssammenhæng. Det vil sige, at … at skaden, den skal være forvoldt af skadevolderen. Der skal være en kausalitet. Og så har man endelig også adækvansbetingelsen. Adækvansbetingelsen, den går ud på, at skaden den skal være en adækvat følge af culpaen. Det vil sige, at man kun hæfter for skader, der er påregnelige. Man hæfter ikke for upåregnelige skader.

Eksempel 2

Eksaminator: Hvad ligger der i den erstatningsretlige adækvansbetingelse?

Den studerende: Den erstatningsretlige adækvansbetingelse går ud på, at der kun er erstatningsansvar for skader, der kan siges at være adækvate. Adækvansbegrebet defineres på forskellige måder i den juridiske teori. Den traditionelle definition lyder, at en skade er adækvat, hvis den er en påregnelig følge af den skadegørende handling. Man har også andre definitioner. Der findes blandt andet en definition, der går ud på, at en skade er adækvat, hvis den er et typisk udslag af handlingens farlige egenskaber.

Til eksamen vil det svar, som den studerende giver i eksempel 2, blive bedømt som klart bedre end det svar, den studerende giver i eksempel 1. Den studerende i eksempel 2 er på vej mod 12-tallet, mens den studerende i eksempel 1 styrer mod en middelkarakter. Den studerende i eksempel 1 tror, at det trækker op først at redegøre udførligt for de erstatningsretlige grundbetingelser, og at han vil blive anset for uvidende, hvis han går direkte i gang med adækvansbetingelsen. Det er forkert. Hvis man gør som den studerende i eksempel 2, vil man ikke blive anset for sjusket eller uvidende. Den studerende i eksempel 2 udstråler tværtimod, at han har styr på stoffet, og at han er i stand til at redegøre for det på en klar måde.

(Bemærk i øvrigt, at den studerende i eksempel 2 også har et bedre, mere professionelt sprog end den studerende i eksempel 1. Det trækker alt sammen op).

Tilfælde, hvor man skal analysere en problemstilling

Det er ikke altid, de spørgsmål, man får til mundtlig eksamen, går ud på, at man skal redegøre for en regel. Somme tider bliver man i stedet bedt om at analysere en juridisk problemstilling, evt. på baggrund af en skriftlig case.

Også i de tilfælde er det vigtigt, at man kommer til sagen og svarer på det, man er blevet spurgt om. Lange redegørelser for baggrundsstof trækker ned, ikke op.

I mange tilfælde vil den juridiske problemstilling, man vil skulle tage stilling til, være designet på en måde, som inviterer én til at fokusere på nogle ganske bestemte, tvivlsomme juridiske problemstillinger. De problemstillinger er så givetvis væsentlige, mens de problemstillinger, der ikke giver anledning til tvivl, ikke er det på samme måde. Det er så hensigtsmæssigt, at man især bruger kræfter på de problemer, der giver anledning til tvivl, og mindre plads på de problemer, der ikke gør.

Eksempel: Man bliver bedt om at analysere en case, hvor en skadevolder forvolder en skade på en måde, så det er tvivlsomt, om der er adækvans, og om skadelidte har udvist egen skyld. Derimod er der ikke nogen tvivl om, at skadevolderen har handlet culpøst, og at der er et ansvarsgrundlag. Det vil så være hensigtsmæssigt, at man, når man løser casen, bruger mere tid på spørgsmålene om adækvans og egen skyld og får overstået vurderingen af, om der er culpa og årsagssammenhæng, i en fart.

Spørgsmålet om, hvordan man sondrer mellem væsentlige og uvæsentlige ting i eksamensopgaver, behandles udførligt i artiklen Bliv bedre til at opbygge skriftlige eksamensbesvarelser. Læs mere der.

Uvaner til mundtlig eksamen

Mange studerende har den uvane til eksamen at gentage eksaminators spørgsmål, inden de svarer på det. Nogle har måske den forestilling, at det er en elegant indledning. Andre gør det for at vinde tid, mens de tænker over, hvad de skal svare.

Men der er grundlæggende tale om tidsspilde. Normalt vil man kunne virke mere fokuseret og overbevisende, hvis man går direkte til sagen og svarer på spørgsmålet i stedet for at gentage det.

Det sker også, at studerende, der har svaret forkert på eksaminators spørgsmål, lader som om det forkerte svar skyldes, at eksaminator formulerede spørgsmålet uhensigtsmæssigt, og at de selvfølgelig havde svaret rigtigt, hvis bare eksaminator havde formuleret sig bedre.

Denne adfærd er egnet til at ærgre eksaminator og frarådes.

En anden manøvre går ud på, at man, hver gang man har svaret forkert på noget, lader som om man udmærket kendte svaret, men kortvarigt havde glemt det. Man udbryder f.eks. et »Nå ja! Selvfølgelig«, når man hører det rigtige svar.

Den pågældende manøvre kan muligvis have en positiv effekt i visse tilfælde, men den går ikke ret længe.

Det bedste er at kunne sit stof til eksamen. Så kan man lade alle de snedige afledningsmanøvrer blive i skuffen.

Opsummering

Når det handler om den måde, man skal fremlægge stoffet på til mundtlig eksamen, er rådet herfra altså kort sagt:

  • Man bør fatte sig i rimelig korthed
  • Man bør nå frem til sagens kerne hurtigt
  • Man skal passe på ikke at dvæle ved uvæsentlige detaljer
  • Ens fremlæggelse må ikke virke omstændelig og langtrukken
  • Det skal virke, som om man hurtigt kommer til sagen og skærer ind til benet
  • Hvis man bliver bedt om at redegøre for en regel, bør man redegøre for reglen, ikke for den juridiske kontekst, den indgår i. Det er ikke udtryk for sjusk, men for god systematik
  • Man bør bruge længst tid på det væsentlige og mindre tid på det mindre væsentlige
  • Det decideret uvæsentlige skal udelades
  • Man bør modstå trangen til hele tiden at gentage eksaminators spørgsmål og også styre uden om andre unoder og afledningsmanøvrer

Hvordan skal man fremlægge stoffet til mundtlig eksamen? Interview med post.doc. Torsten Bjørn Larsen